Kommunen fører tilsyn med dagtilbuddene

At både kommunale og private dagtilbud har en høj kvalitet er helt centralt, hvis vi skal give vores børn de bedste muligheder i livet.

Pædagogisk tilsyn i de kommunale dagtilbud

For at sikre, at børnene får en god udvikling i dagtilbud af høj kvalitet, fører kommunens pædagogiske konsulenter tilsyn i alle 0-6 års dagtilbud.

Formålene med tilsyn er:

  • at sikre, at dagtilbuddet lever op til dagtilbudslovens bestemmelser,
  • at vejlede og rådgive dagtilbuddet i forhold til den pædagogiske praksis, set i et udviklingsperspektiv,
  • at vurdere, om de politiske mål for dagtilbuddene bliver indfriet og overholdt.

Roskilde Kommune udarbejder efter tilsynsbesøget en rapport. I kommunale og selvejende dagtilbud offentliggøres tilsynsrapporten på dagtilbuddets hjemmeside.

Du kan se en oversigt over kommunens dagtilbud og links til deres hjemmesider på Find dagtilbud.

Der er som minimum tilsyn i alle dagtilbud én gang om året.

Som forælder kan du altid henvende dig til personalet og den pædagogiske leder i dit barns dagtilbud, hvis du har spørgsmål eller opmærksomheder om dit barns trivsel.

Hvis du har spørgsmål til tilsynsdokumentet, skal du kontakte lederen i dit barns dagtilbud.

Pædagogisk tilsyn i private daginstitutioner

Roskilde Kommune fører også tilsyn med private daginstitutioner.

Nederst på siden kan du se rapporterne for de seneste pædagogiske tilsyn med private daginstitutioner i Roskilde Kommune, som kommunen har gennemført.

Skærpet tilsyn

Som led i Roskilde Kommunes politisk besluttede rammer for tilsyn kan forvaltningen beslutte, at en institution sættes på skærpet tilsyn.

Skærpet tilsyn indebærer bl.a. øgede uanmeldte besøg fra en tilsynsførende konsulent samt udarbejdelse af en handleplan, som forvaltningen løbende følger op med institutionens ledelse. Det vil fremgå af Roskilde Kommunes hjemmeside, hvis et dagtilbud er under skærpet tilsyn.

Orientering om bortfald af skærpet tilsyn i børnehaveafdelingen i Børnehuset Hyldekær d. 1. april 2025

I perioden marts 2024 til marts 2025 har børnehaveafdelingen i Børnehuset Hyldekær været under skærpet tilsyn grundet bekymringer for det pædagogiske læringsmiljø i børnehaveafdelingen.

Observationer fra tilsyn i marts 2025 med udgangspunkt i KIDS materialet vidner om positiv udvikling i Børnehuset Hyldekær. Hvor børnehaveafdelingen i de to områder Relationer samt Leg og Aktivitet ved KIDS vurdering i marts 2024 lå i tilstrækkelig kvalitet i den lave ende, viser KIDS vurdering foretaget i marts 2025, at børnehaveafdelingen i de to områder nu vurderes til tilstrækkelig kvalitet i den høje ende.

Forvaltningen kan konstatere, at der er sket en tilfredsstillende udvikling, og at der fortsat arbejdes konstruktivt med udvikling af kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer.

Det betyder, at forvaltningen, med afsæt i de politisk besluttede rammer for pædagogisk tilsyn, har besluttet at det skærpede tilsyn bortfalder pr. 1. april 2025.

Hvis du har spørgsmål kan du rette henvendelse til dagtilbudskonsulent Marlene V. Jensen på mail: marlenevj@roskilde.dk

Tilsynsdokument sammenfattende pædagogisk tilsyn private pasningsordninger

Tilsynsdokument sammenfattende pædagogisk tilsyn dagplejen

Kontakt Skole og Børn

#ALLE TIDERS ROSKILDE