Skriv dit barn op til dagtilbud

Du kan søge om dagpleje-, vuggestue- og børnehaveplads til dit barn, så snart barnet er født.

Skriv dit barn op til et dagtilbud

Du skriver dit barn op til et dagtilbud i den Digitale Pladsanvisning. Den finder du nederst her på siden. Det kræver MitID, og med den er sikkerheden høj, og al information er beskyttet.

I den Digitale Pladsanvisning kan du blandt andet:

  • Skrive dit barn op
  • Se dit barns nummer på venteliste
  • Acceptere/afslå et pladstilbud
  • Se fakta om institutionerne
  • Redigere i dit barns stamkort
  • Udmelde dit barn
  • Søge om friplads

Dit barn får anciennitet på ventelisten til en plads i dagtilbud fra den dato, du skriver dit barn op. Hvis du skriver dit barn op til en plads senest otte uger efter barnets fødsel, får dit barn anciennitet fra fødselsdatoen. Hvis du skriver op senere end otte uger efter dit barns fødsel, får dit barn anciennitet  på ventelisten fra den dag, barnet er skrevet op til en plads i dagtilbud.

Er dit barn optaget i dagpleje eller vuggestue i en ikke-integreret institution, får dit barn anciennitet på ventelisten til en børnehaveplads fra den dato, barnet er skrevet op til pladsen i dagplejen eller vuggestuen.

Sådan fungerer ventelisten

Du kan angive 3 ønsker for dit barn til en plads i et alderssvarende dagtilbud. Du kan også ønske plads i et konkret dagplejehjem.

Hvis du ændrer dit ønske, får dit barn anciennitet på ventelisten til de nye ønsker fra den dato, hvor du har skrevet dit barn op til de nye ønsker.

Hvis du får tilbudt en plads i det pasningsdistrikt, du hører til, og accepterer eller afslår tilbuddet, kan dit barn blive stående på venteliste til 1 alderssvarende tilbud.

Hvis du får tilbudt en plads uden for det pasningsdistrikt, du hører til, og du accepterer eller afslår tilbuddet, kan dit barn blive stående på venteliste til 3 alderssvarende tilbud.

Pasningsgaranti

Roskilde Kommune har pasningsgaranti. Send din ansøgning om plads senest otte uger efter fødslen. Så betyder garantien, at du kan du få passet dit barn, når det er 26 uger.

I andre situationer kan du få dit barn passet senest tre måneder efter, at du har søgt om en plads i dagpleje, vuggestue eller børnehave.

Hvis du skal flytte

Hvis du flytter inden for Roskilde Kommunes grænser, og som følge heraf ønsker en anden plads i dagtilbud, kan du få overført dit barns anciennitet til ventelisterne for de nye ønsker, hvis du kan dokumentere flytningen.

Hvis du er tilflytter til Roskilde Kommune kan du få overført dokumenteret anciennitet fra din fraflytningskommune til ventelisten til en plads i dagtilbud i Roskilde Kommune.

Kontakt Pladsanvisning

Rådhusbuen 1
4000 Roskilde

Du kan forvente svar inden for 10 hverdage.

Hvis du vil sende personlige, fortrolige eller følsomme oplysninger, anbefaler vi, at du sender sikker post til os.