Vue over børnehuset Skræntens legeplads
start på hovedindhold

Børnehuset Skrænten

Børnehuset Skrænten møder børn med troen på, at alle børn har ressourcer, styrker og potentialer. Vi arbejder ud fra et ressourceorienteret børnesyn, hvor nærvær, deltagelsesmuligheder og stærke fællesskaber danner grundlaget for børns trivsel, udvikling og læring.

Et børnehus med øje for omsorg, nærhed og børnefællesskaber

Skrænten er et ældre hus med masser charme og sjæl, de hyggelige kroge og den store kuperede legeplads skaber rammerne for en hverdag fyldt med leg, nysgerrighed og fælles oplevelser – både inde og ude.

Hos os skal alle børn opleve, at de bliver set og mødt med omsorg og nærvær, og at de er en del af et børnefællesskab. Vi ønsker at skabe hele, robuste og sociale mennesker, som oplever sig selv som værdifulde og kompetente.

Vi tror på, at børn udvikler sig bedst i trygge fællesskaber, hvor de oplever at være betydningsfulde. Derfor arbejder vi hver dag med at skabe et børnemiljø præget af nærvær, omsorg og deltagelsesmuligheder for alle børn.

Vores ressourceorienterede tilgang betyder, at vi tager udgangspunkt i det enkelte barns styrker, nysgerrighed og interesser. Vi ser muligheder frem for begrænsninger og hjælper børnene med at udvikle troen på egen evner.

En stor del af hverdagen foregår udenfor. Naturen, legepladsen, køkkenhaven og nærområdet giver plads til leg, bevægelse, fordybelse og fælles oplevelser året rundt.

 

I Børnehuset Skrænten har vi fokus på en sund og varieret kost 

Vi serverer sund, varieret og økologisk mad med udgangspunkt i Roskilde Kommunes kostpolitik.

Måltiderne er en vigtig del af vores pædagogiske hverdag.  Her øver børnene sig i fællesskabet, selvhjulpenhed, og gode måltidsvaner i en rolig og hyggelig atmosfære. Vi bruger ikke sukker eller kunstige sødemidler i maden.

 

Søvn

Alle børn fra 0-4 får tilbudt at sove eller hvile sig 1-2 gange om dagen alt efter alder. Spirestuen fra 0-2 år sover i et kryberum og de 2-4-årige Kastanjebørn sover på en stue. Børnene sover alt efter alder i enten høje eller lave krybber eller på madrasser.

Spirer, kastanjer og æbler

Børnehuset Skrænten er normeret til 59 børn fordelt på tre aldersopdelte stuer:

Spirestuen (0-2 år)

Kastanjestuen (2-4 år)

Æblestuen (4-6 år)

Vi arbejder i mindre grupper, så der er plads til nærvær, fordybelse og aktiviteter, der tager udgangspunkt i børnenes alder, udvikling og interesserer.

Alle stuer benytter husets mange muligheder – både de hyggelige rum indenfor, den store legeplads og ture i lokalområdet.

Et børnehus med charme – og plads til leg og eventyr

Skrænten er et ældre børnehus med masser af charme og historie. Husets mange små rum og hyggelige kroge skaber en hjemlig atmosfære, hvor der er plads til både børnefællesskaber og fordybelse.

Udenfor møder børnene en stor kuperet legeplads med gamle træer, bjælkehytte, bålhytte, køkkenhave, plantekasser og mange forskellige muligheder for leg og bevægelse.

Legepladsen inviterer til fantasi, motoriske udfordringer, naturoplevelser og små eventyr hver eneste dag.

Forældresamarbejdet er forudsætningen for trivsel

Et godt samarbejde mellem hjem og børnehus er en vigtig forudsætning for barnets trivsel.

Vi prioriterer en åben og tillidsfuld dialog med forældrene og ser dem som vores vigtigste samarbejdspartnere. Sammen skaber vi de bedste rammer for barnets udvikling.

Alle familier inviteres til en ”Godt begyndt”-samtale ved opstart og efterfølgende til årlige trivselssamtaler med fokus på barnets udvikling og trivsel.

Forældrekontaktudvalget (FKU) består af engagerede forældre, en medarbejder og den pædagogiske leder. Sammen bidrager de til udviklingen af børnehuset og planlægning af fælles arrangementer som sommerfest, arbejdsdag og loppemarked.

Områdeledelse

Børnehuset Skrænten er en del af område vest, som desuden omfatter børnehusene Sankt Hans Gade, Smedegade, Wiemosen, Troldhøj, Hyrdehøj og Kongehøjen.

Læs mere om områdeledelse.

Vi vil gerne have jer på besøg – så kom endelig!

I er altid velkomne til at besøge os – så ring til 46 31 49 01 og aftal en rundvisning, så vi kan vise vores skønne børnehus frem.

Styrkede pædagogiske læreplaner

I Roskilde Kommunes dagtilbud arbejdes der ud fra Den styrkede pædagogiske læreplan og herunder det fælles pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer. Dagtilbudsloven fastsætter, at den styrkede pædagogiske læreplan udgør rammen for det pædagogske arbejde i dagtilbud, og at alle elementer i det pædagogiske grundlag skal være udgangspunktet for arbejdet med det pædagogiske arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

For mere information om den styrkede pædagogiske læreplan læs mere her:

Den styrkede pædagogiske læreplan - dansk version

Den styrkede pædagogiske læreplan - engelsk version

Nedenfor ses det fælles pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer illustreret ved en ”læreplansblomst”:

Kontakt Børnehuset Skrænten

#ALLE TIDERS ROSKILDE