Undgå lugtgener og maddiker i din beholder i sommervarmen

Mange varme sommerdage kan give en lugtende og levende skraldespand. Vi har samlet et par gode råd så du ved, hvad du kan gøre for at forebygge lugtgener og maddiker i din skraldespand.

I sommervarmen er det rigtig vigtigt, at du får hentet dit affald. Husk derfor at være opmærksom på kravene til din adgangsvej og standplads. Klik her, for at læse mere om kravene til adgangsvej og standplads.

Forebyg den dårlige lugt i hjemmet

  • Dryp madaffaldet godt af inden du smider det ud, da væsken herfra både lugter og tiltrækker fluer.
  • Sørg for, at din skraldepose er helt tæt inden du smider den ud
  • Sørg for, at lukke din biopose med knude og undgå at overfylde posen. Smid hellere flere mindre fyldte bioposer ud end færre helt fyldte poser.
  • I meget varme perioder kan du eventuelt samle kødrester løbende i en pose i din fryser. Smid posen ud i affaldsbeholderen kort før, dit affald bliver hentet. Dermed undgår du, at fluer lægger æg i kødet.

Forebyg lugten fra din affaldsbeholder

  • Luk låget på beholderen ordentligt
  • Rengør løbende din affaldsbeholder med vand og sæbe. Det kan du gøre ved at lægge beholderen ned på jorden og spule den med haveslangen.
  • Hvis det er rigtigt varmt, kan du med fordel rykke din affaldsbeholder ind i skyggen.

Hvis uheldet er ude – og du har fået maddiker i beholderen

  • Tøm affaldsbeholderen og hæld et par liter kogende vand ned langs siderne for at fjerne fluelarver og fastgroet materiale, og luk låget til. Hæld vandet ud når det er kølet af og gentag evt. et par gange måske med lidt sæbe i.
  • Brug ikke sprøjtegift eller andet gift. Maddiker er ikke farlige. Du kan eventuelt bruge lidt Rodalon til at gøre beholderen ren med, da det er bakteriedræbende.

Hvad er maddiker

  • Maddiker – eller fluelarver – er ikke farlige
  • Æggene bliver til larver på et døgn og efter ti dage til spyfluer.
  • En fugtig og varm skraldespand (mellem 25 og 40 grader) med adgang til kød- eller fiskeaffald giver ideelle levevilkår for fluelarver.

Kontakt Affald og genbrug

Rådhusbuen 1
4000 Roskilde

Mandag - fredag

kl. 09 - 14

Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.