Frit valg af leverandør af helhedspleje

Med et fritvalgsbevis vælger du selv en leverandør af helhedspleje.

Om fritvalgsbeviset for helhedspleje

Alle borgere, der bevilges ydelser efter ældrelovens § 10 (personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse) vil af Myndighedsservice blive oplyst om muligheden for at kunne vælge mellem privat og kommunal leverandør. Det frie valg er understøttet af fritvalgsbevisordning, jf. ældrelovens § 18, stk. 2, punkt 2. Det er borgeren, som dermed selv finder en leverandør og gør Myndighedsservice opmærksom på dette. Myndighedsservice kontakter herefter leverandøren mhp videre forløb og opstart. 

Den af borgeren valgte leverandør skal ikke godkendes af Roskilde Kommune, men skal overholde alle kvalitetskrav for udførelse af helhedsplejen samt andre relaterede krav. Dette dækker bl.a. over samtlige krav som beskrevet i Roskilde Kommunes arbejdsgangsbeskrivelser under ”kvalitetshåndbogen”. 

Leverandør af fritvalgsbevis

På denne side kan du som fritvalgsbevisleverandør orientere dig i de kvalitetskrav, tilhørende bilag samt takstberegninger, som Roskilde Kommune har som krav til leverandører under ordningen som leverandører med fritvalgsbevis. Andre dokumenter som indsatskatalog, mv. vil blive udleveret til en fritvalgsbevisleverandør, når borger har valgt leverandøren.  

Roskilde Kommune forbeholder sig ret til at foretage løbende justeringer af kravene, hvor behovet for præciseringer, ny viden, reorganisering, eksterne vilkår som ændret lovgivning, beslutninger om udbud af relaterede ydelser eller lign. medfører behov for justering. 

For at løfte opgaven til den forventede kvalitet, vil en privat leverandør, som valgt af en borger, få adgang til Roskilde Kommunes intranet, hvor det er muligt at tilgå Roskilde Kommunes samlede instrukser relateret til helhedsplejen (Kvalitetshåndbogen) Disse opdateres løbende og den private leverandør er forpligtet til løbende at sikre sig, at der altid tages udgangspunkt i den seneste udsendte instruks. 

Fra en borger har valgt en privat leverandør og til hjælp kan sættes i værk af den private leverandør, kan der gå 5 til 10 hverdage, da der bl.a. skal ske oprettelse og godkendelse af den private leverandørs adgang til omsorgssystemet samt behandling og godkendelse af tro og love erklæringer af den private leverandørs medarbejdere. Har borger brug for hjælp, fx til personlig pleje, indtil den private leverandør har fuld adgang til omsorgssystemet, så vil den kommunale helhedsplejeleverandør kunne levere hjælpen.  

Hvis borger ønsker at skifte leverandør

Hvis borgeren ønsker at skifte leverandør, skal borgeren meddele dette til Myndighedsservice i Roskilde Kommune. Myndighedsservice sender efterfølgende meddelelse til de involverede leverandører. Skift til anden leverandør kan ske med 30 dages varsel. Ved særlige forhold kan der afviges fra denne frist, således at skift til anden leverandør kan ske hurtigere. Det er Myndighedsservice, der afgør om der er særlige forhold, som kan begrunde et hurtigere skift. Den nuværende leverandør er forpligtet til at levere, indtil den nye leverandør tager over. 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet, at der i Roskilde Kommune anvendes fritvalgsbevis for at understøtte det frie valg mellem mindst to leverandører. Fra 2026 skal der være gennemført et udbud, der muligvis skal erstatte nærværende fritvalgsbevisordning.  

Roskilde Kommunes takstberegning for de enkelte pleje- og omsorgsforløb vil være klar til orientering til mulige fritvalgsleverandører primo august 2025.

Kontakt Myndighedsservice

#ALLE TIDERS ROSKILDE