Værebro Ådal

20 kilometer trampestier med gangbroer, der fører dig tørskoet gennem den fantastiske natur i Værebro Ådal

Værebro Ådal byder på enestående natur, der er så attraktiv, at den endda tiltrækker et af Danmarks få ynglende storkepar. For selvom området ligger nær byer, er naturen varieret og uberørt og strækker sig over 14 km fra Ballerup i øst til Roskilde Fjord i vest.

Størstedelen af Værebro Ådal ligger mindre end 2,5 meter over havets overflade, og området består af ferske enge, moser og enkelte større åbne vandflader. Der er derfor temmelig vådt – men en gangbro bringer dig tværs gennem rørskoven, hvor rørhøgen blandt andet kan opleves.

Værebro Ådal blev fredet i 2017, og stierne er en del af fredningen. Fredningen skal bl.a. beskytte områdets rige dyreliv. De mange næringsrige søer, hvoraf mange er tidligere tørvegrave, er nemlig vigtige levesteder for en række planter og dyr.

Der er bl.a. observeret flere arter af frøer og salamandre, herunder både spidssnudet frø, samt lille og stor vandsalamander. Alle arter er fredede, og spidssnudet frø og stor vandsalamander er tillige beskyttet af Habitatdirektivets bilag IV. Også fuglene er glade for Værebro Ådal.

Åen i Værebro-ådal udgør grænsen mellem Egedal og Roskilde Kommune. Men går man tur i området, er grænsen ikke noget, man lægger mærke til. Og det er heller ikke meningen. For de to kommuner samarbejder fint over grænsen. Begge kommuner har lavet stier på hver deres side af kommunegrænsen, men har lavet fælles oversigtskort.

Parkering

Alt efter hvor du overvejer at starte din rute, er der parkeringsmuligheder ved

  • Veksø Station
  • Blæsenborgvej 15
  • Krydset mellem Holmevej og Værebro Å.

Orienter dig desuden om parkeringsmuligheder, og mulige startsteder for din gåtur, på de enkelte ruter herunder.   

Værebro Ådal byder på enestående natur der er så attraktiv, at det endda tiltrækker et af Danmarks få ynglende storkepar.