Bæredygtigt byggeri
Vi bygger bæredygtigt i Roskilde Kommune. Se, hvordan vi sikrer grønne løsninger i byggeri og byudvikling.
Byggebranchen har altid været i konstant udvikling og tilpasset sig samfundets behov. Tidligere skete denne udvikling i et roligt tempo, men i dag kræver både samfundet og miljøet handling, der strækker sig langt ud over det, vi tidligere har gjort.
Gennem længere tid har to indsatsområder tegnet den primære udvikling indenfor bæredygtigt byggeri i Roskilde Kommune.
Cirkulær økonomi og fokus på genanvendelse og bedre ressourceudnyttelse spiller en stadig større rolle i forbindelse med kommunens byggerier. I den tidlige beslutningsproces vurderes det, hvordan materialeforbrug kan minimeres gennem genanvendelse og genbrug af bygninger, byggematerialer og jord.
Desuden arbejder Roskilde Kommune målrettet med nedbringelse af udledningen af CO2 fra kommunens eget byggeri. Størstedelen af den CO2, der udledes fra bygninger, stammer ikke fra driften af bygningerne, men fra det indlejrede energiforbrug, der er forbundet med materialeproduktion og transport. Kommunen har siden 2021 stillet krav om maksimal udledning på 8,5 kg CO2 pr. m² pa. og det vil løbende blive vurderet, om det er muligt at skærpe målet yderligere.
Begge indsatsområder bidrager positivt til hinanden og for at sætte gang i genbrug i byggeriet har man nationalt besluttet at lade genbrug indgå med en fast lav procentsats for CO2-udledning fra januar 2024.
Vi skaber innovation ved at samarbejde med erhvervslivet og andre offentlige aktører. En meget central del af arbejdet med bæredygtighed i byggeriet er netop tværgående samarbejder, udviklingsprojekter, samt innovationsprojekter, bl.a. i Musicon bydelen. Her oparbejdes de elementer som indarbejdes i vores udbudspraksis til de næste projekter.
Vi har et særligt fokus på at udvikle en cirkulær praksis, og anskuer vores bygningsmasse som en materialebank. Se videoen 'en virtuel rundtur på Musicon', hvor man gennemgår cirkulære projekter med fokus på genanvendelse af byggematerialer og jord.