Roskilde Kommune afholder i sommeren 2021 en arkitektkonkurrence om bydelen syd for Holbækvej - Roskilde Sydvest. Konkurrencen udspringer af kommunens ”boligpolitik i social balance” og bliver afviklet i tæt samarbejde med Boligselskabet Sjælland og med inddragelse af bydelens beboere.
Tre hold af arkitekter, landskabsarkitekter og rådgivere arbejder på forslag til en omdannelse af bydelen. Konkurrencen har særligt fokus på tre områder: Centerområdet i Æblehaven og Rønnebærparken, trafikforløbet foran Æblehaven og Rønnebærparken og et parkforløb gennem bydelen fra parken ”Hullet” og til Hyrdehøjskoven.
- Vi har jo sat ambitiøse målsætninger for omdannelsen, som er en del af kommunens boligpolitik, der skal sikre boligområder i social balance. Det har været en rigtig god proces og de lokale beboere har vist stor interesse for at komme med idéer til arkitektkonkurrencen. Det er alt sammen rigtig gode forudsætninger for en spændende udvikling i bydelen, siger borgmester og formand for dommerkomitéen Tomas Breddam.
Byens haver vinder
En enig dommerkomité peger på forslaget ”Byens haver” fra teamet Cornelius Vöge Aps, Masu Planning, Gründl Haahr Arkitekter og JL Engineering som vinder.
- Det har ikke været en nem opgave, som vi har stillet, men vinderforslaget er lykkedes fantastisk godt med at løse den gordiske knude omkring krydset mellem Centergrunden i Æblehaven og Rønnebærparken, parkforløbet og trafikforløbet. Det vil blive et fantastisk knudepunkt i bydelen, forklarer Tomas Breddam.
Nimet Karabulut og Kenneth Jensen, der er medlemmer af dommerkomitéen og formænd for Æblehaven og Rønnebærparken, glæder sig over arkitektkonkurrencen.
- Det er dejligt, at Roskilde Kommune bruger tid og penge på at lave arkitektkonkurrencen og bidrager med et yderligere løft af byområdet ved siden af den renovering, vi er i gang med, siger de.
Forslaget bliver efter konkurrencen fremlagt til afstemning blandt beboerne i Æblehaven og Rønnebærparken. Rønnebærparken stemmer ja til forslaget, mens Æblehaven stemmer nej. Grunden er, at der i forslaget ikke er lavet en plan for beboerne i bygningen Æblehaven 74, der med Byens Haver-projektet står til at skulle nedrives. Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland indarbejder efterfølgende 40 nye ældreboliger i Byens haver-projektet til de beboere, der ønsker at blive i området. Det justerede forslag bliver vedtaget ved afstemning blandt beboerne i Æblehaven og Rønnebærparken i november 2022.
Kontakt
Har du spørgsmål, idéer, forslag eller andet til arkitektkonkurrencen er du velkommen til at kontakte projektleder Nikolaj Avlund, mail: nikolajam@roskilde.dk eller tlf. 23 62 08 23.
De tre deltagerteams i arkitektkonkurrencen
Team A
Hovedrådgiver: Cornelius Vöge Aps
Underrådgivere: Masu Planning, Gründl Haahr Arkitekter, JL Engineering A/S
Team B
Hovedrådgiver: JAJA Architcts ApS,
Underrådgivere SKALA, ARKI_LAB, Trafikplan & Rambøll
Team C
Hovedrådgiver: Tredje Natur ApS
Underrådgivere: Valentin Trafikplanlægning, NIRAS, Mette Mechlenborg & Naboskab
Arkitektkonkurrencens dommerkomité
- Tomas Breddam, Borgmester (A), formand for dommerkomiteen
- Jens Børsting, byrådsmedlem, fmd. for Plan & Teknikudvalget (A)
- Merete Dea Larsen, byrådsmedlem, medlem af Økonomiudvalget (O)
- Bodil Nielsen, næstformand for selskabsbestyrelsen i Boligselskabet Sjælland
- Nimet Karabulut, formand for afdelingsbestyrelsen i Æblehaven
- Kenneth Jensen, formand for afdelingsbestyrelsen i Rønnebærparken
- Fagdommer Ellen Marie Braae, landskabsarkitekt mdl, maa, PhD Prof. KU
- Fagdommer Helle Juul, arkitekt maa, mnal, Ph.D. Founding partner, CEO