start på hovedindhold

Boserupkilen Vest

Et grønt område ved Langengen, Svogerslev hvor du i det bakkede terræn kan nyde udsigten og komme helt tæt på livet i Dømmes Mose.

Naturoplevelser i særklasse

Boserupkilen Vest ved Langengen og Svogerslev – er en del af Roskildes Grønne Ring og udvikles som en grøn-blå korridor, der binder Boserup Skov, Rørmosen, Hørhusene, Dømmes Mose og Langengen sammen.

Her mødes bakket landskab, rigt dyre- og planteliv og gode muligheder for friluftsliv.
 Besøgende kan opleve det særlige vådområde Dømmes Mose, kulturhistorien ved Dømmes Høj og de mange tiltag for biodiversitet som kvashegn, døde stammer og græsning. Området rummer også hundefold og et "grønt klasselokale”, som understøtter både rekreation, læring og fællesskab i naturen – med udsigten over landskabet som naturlig ramme.

-        Dømmes Mose: her finder du en ca 100m lang lavvandet sø, som er ynglested for blandt andet spidssnudet frø, hvor hannerne under yngletiden i april måned fremstår blå. Med lidt tålmodighed, spidse ører og et skarpt øje, ville man i yngletiden kunne se dem ligge i vandkanten og høre dem kvække.

-        Kvashegnet: lige uden for hundefolden er der lavet et 100m langt kvashegn, med dødt ved og krat fra området. Dette er godt for biodiversitet, da det kan fungere som levested og fødekilde for diverse insekter, svampe og smådyr.

-        Grønt klasselokale: Her er der plads til at større forsamlinger kan mødes. F.eks. kan man bruge samlingsstedet som et udendørs klasselokale, hvor undervisningen kan foregå under åben himmel.

Der er lagt gamle bøgestammer i området, som også er et led i tilblivelsen af høj biodiversitet, idet at larver fra vedlevende biller og vedlevende svampe kan bo og fæstne sig i stammerne.

-        Græssende kvæg: her kan man se Galloway kvæg, som oprindeligt stammer fra det sydvestlige Skotland. Denne race er kendt for dens intelligens, hårdførhed og rolige sind. De spiser både græs, buske og planter og hjælper derved til at holde området lysåbent. Bedriften af kvæget er økologisk og har besøg af kreaturholders professionelle cowboys hver dag.

-        Dømmes høj: en gammel rundhøj fra oldtiden (dateret mellem 250.000 år fvt – 1066 år evt).

Hunde i Boserupkilen

Et areal på mere end 5.000m2 er udlagt til hundefold, hvor hunde kan løbe uden snor, så længe de er under kontrol. Et oplagt sted til at træne sin hund.

Hunde er også velkomne på stierne, inde og uden for foldene, så længe de er under kontrol og er i snor.

Kontakt

#ALLE TIDERS ROSKILDE