Pædagogisk leder til Vuggestuen Tummelumsen
Har du interesse i et job som pædagogisk leder, hvor du får mulighed for at bringe dine kompetencer inden for faglig udvikling, organisering og personaleledelse i spil? Har du lyst til at bedrive ledelse tæt på praksis og udfolde din faglige ledelse i hverdagen? Vuggestuen Tummelumsen er en vuggestue med en stærk faglig kultur og god kvalitet i det daglige pædagogiske arbejde. Vi søger derfor en pædagogisk leder, der kan inspirere og sætte mål for den videre udvikling i Tummelumsen.
Om Vuggestuen Tummelumsen
Tummelumsen har en grundnormering på 33 vg børn, som er fordelt på 3 stuer. Det pædagogiske personale består af seks pædagoger og fire medhjælpere samt en køkkenleder, der laver spændende, økologisk mad fra bunden. Personalegruppen spænder vidt i kompetencer og alder.
Tummelumsens hverdag og pædagogiske arbejde er præget af nærvær og omsorg, samtidigt med at der er fokus på de pædagogiske projekter og indsatser. Tummelumsen er stærk i viden om vuggestuebørns trivsel og udvikling, og vi søger derfor en leder der, i fællesskab med personalet, kan videreudvikle den pædagogiske praksis.
Roskilde Kommune er ambitiøs når det gælder kommunens børn, og vi vil gerne være kendt for at have dagtilbud af høj kvalitet, hvor børn trives, udvikler sig og lærer nyt hver dag. Stærke fællesskaber er kernen i dette. Dette gælder også for Tummelumsen, hvilket kan ses i seneste pædagogiske tilsynsrapport, som kan læses her: Vuggestuen Tummelumsen - Roskilde Kommune.
Tummelumsen er et veldrevet dagtilbud, hvilket kommer til udtryk i et godt arbejdsmiljø, en høj trivselsmåling og et lavt sygefravær. Derfor har du som vores nye pædagogiske leder gode muligheder for at arbejde med den pædagogfaglige ledelse og inspirere til kvalificerede forandringer.
I Tummelumsen får du en forældregruppe, der hjælper med at værne om børnefællesskabet og vægter Tummelumsens værdier højt. Om Tummelumsen siger en forælder bl.a.:
”Det er dejligt at være forældre i Tummelumsen fordi der er god dialog med de voksne i hele huset. Det er en hyggelig vuggestue med fokus på det enkelte barn, og de kompetencer der måtte være, men også dem der kan udvikles. Og så ved jeg at mit barn får en sund, varieret kost og at maden er så spændende at den skaber noget mad-modighed.”
Om ledelsesteam Midtøst
Som pædagogisk leder i Område Midtøst er du en del af et lederteam bestående af seks pædagogiske ledere og en områdeleder. Ledelsesteamet er af en dynamisk gruppe ledere med et bredt erfaringsgrundlag og kompetencer, der skaber et team i udvikling og med forskelligheder, der giver gode grin ind i mellem.
I teamet understøtter vi hinanden og udvikler sammen fælles tiltag og nye ideer for området. Ledelsesteamet i Område Midtøst er kendetegnet ved god og tillidsfuld sparring, engagerede og nysgerrige kolleger og fokus på ledertrivsel (og trivsel generelt). Vi forventer at du vil gå konstruktivt ind i teamsamarbejdet, med nysgerrighed, gode ideer til udvikling og mod på at være med til at forandre.
I Roskilde Kommune arbejder vi med stærke fællesskaber for alle børn, og vi arbejder hver dag med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor alle børn oplever sig som en del af fællesskabet, og hvor der pædagogisk og ledelsesmæssigt er fokus på at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn.
Vores faglige afsæt bygger på et ressourceorienteret børnesyn, hvor vi anerkender børns forskellighed, som en del af brede børnefællesskaber. Vi er optagede af at sikre en god pædagogisk praksis i kommunens dagtilbud, hvor grænserne mellem almen og specialpædagogik udviskes i mødet med det enkelte barn og børnegruppen.
Vi hjælper dig til en god start hos os
Det er vigtigt for os at vores nye kollega får den bedste start i Tummelumsen, og derfor har vi flere tiltag, der hjælper dig godt i gang. Vi har en onboardingplan, vi tilpasser særligt til dig, som fører dig sikkert ind i jobbet som pædagogisk leder hos os og i Roskilde Kommune. Bl.a. får du en lederkollega som mentor, der følger og støtter dig så længe der er behov for det, og der er planlagt tæt dialog og sparring med områdelederen. Vi ser det som en fælles opgave at klæde dig på til jobbet, at få dig godt i gang med ledelsesopgaverne, og føle dig som en del af ledelsesteamet og området.
På vores ønskeliste står:
- Du har gerne ledelseserfaring, men det er ikke et must.
- Du har et stærkt fagligt ståsted med et ressourceorienteret børnesyn som omdrejningspunkt. Du har viden om arbejdet med familier i sårbare og udsatte positioner, og kan formidle dette.
- Du har en nysgerrig tilgang til andres perspektiver, kan tænke innovativt og dele de gode ideer.
- Du finder det naturligt at inddrage personalets ideer til og ønsker om det pædagogiske arbejde, og du kan derefter skære igennem, stå fast og sætte retningen.
- Du ved at administrativ drift er vigtig for at et dagtilbud fungerer, og er en del af lederjobbet. Hvis du ikke kan det på forhånd, har du interesse i at lære det.
- Du synes at fællesskabet i et ledelsesteam er vigtigt for at trives som leder og er et sted, hvor man investerer og henter energi og refleksioner.
Har vi fanget din interesse?
Er du interesseret og nysgerrig på at høre mere, få en rundvisning eller en kop kaffe og en snak om ledelse, så kontakt områdeleder Mette Wegeberg på mettew@roskilde.dk eller 51151929.
Du kan også ringe eller skrive til Betina Christensen, pædagogisk leder og en del af ansættelsesudvalget, på betinac@roskile.dk eller 24906495.
Vi er klar over at du ikke nødvendigvis kan det hele fra starten. Men kan du se dig selv i ovenstående, og synes det lyder spændende, så tag endelig kontakt.
Vi afholder to samtaler, henholdsvis 14. april og 21. april. Går du videre til 2. samtale vil du få udarbejdet en ledelses/adfærdsprofil (PTP), med en samtale med HR på Roskilde Rådhus.
Ansøgningsfrist: onsdag 25. marts 2026 kl. 12.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem BUPL og KL. Der indhentes straffeattest og børneattest inden ansættelse.