start på hovedindhold

Pædagogisk leder til Børnehuset Troldhøj

Pædagogisk leder til Troldhøj – vær med til at videreudvikle et stærkt børnefællesskab

I Troldhøj møder du et engageret børnehus med stærke fællesskaber, gode rammer og lyst til at udvikle den pædagogiske praksis sammen.

Vi søger en pædagogisk leder, der vil bygge videre på Troldhøjs styrker og sætte retning for den fortsatte udvikling – tæt på børn, medarbejdere og den pædagogiske hverdag.

Du får mulighed for at videreudvikle et godt arbejdsfællesskab, understøtte rekruttering og fastholdelse og styrke den pædagogiske kvalitet. Troldhøj skal samtidig gennem en ny DGI-idrætscertificering, der bygger videre på husets profil med leg, bevægelse og aktive børnefællesskaber.

Vi søger en leder, der kan samle medarbejderne om den fælles retning og omsætte ambitioner til praksis.

Et børnehus med stærke fællesskaber og plads til udvikling

Troldhøj er et integreret børnehus i Svogerslev fordelt på to matrikler med omkring 32 vuggestuebørn og 46 børnehavebørn. Her er 16 medarbejdere, to køkkenansatte samt en afdelingsleder. Selvom vi er fordelt på to matrikler, er vi ét sammenhængende børnehus, hvor vi hjælper hinanden på tværs og løfter opgaverne i fællesskab.

Leg og bevægelse fylder meget hos os. Vi tror på, at børn er skabt til at bevæge sig, undersøge, eksperimentere og nogle gange tage chancer. Derfor har vi blandt andet klatrevægge, fleksible rum, en stor kuperet legeplads, udeværksted og gode muligheder for at bruge naturen og nærmiljøet.

Vi arbejder ud fra et ressourceorienteret børnesyn og med en ambition om at skabe stærke børnefællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn. Vi er optagede af at udvikle en pædagogisk praksis, hvor relationer, leg og den voksnes deltagelse gør en mærkbar forskel for børnene.

Vi har et godt afsæt og ser frem til at bygge videre på vores fælles styrker.

Din vigtigste opgave bliver at videreudvikle retning og følgeskab

Som pædagogisk leder får du det samlede daglige ledelsesansvar for Troldhøj. Du skal kunne gå tæt på hverdagen og samtidig bevare blikket for den større sammenhæng: Børnene, den pædagogiske kvalitet, medarbejdernes trivsel, forældresamarbejdet og en velfungerende organisation.

En central del af din opgave bliver at videreudvikle en attraktiv arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere har lyst til at søge hen – og lyst til at blive.

Det betyder blandt andet, at du skal:

  • arbejde målrettet med rekruttering, onboarding og tilknytning
  • videreudvikle et arbejdsmiljø præget af tillid, tydelighed og fælles ansvar
  • være synlig og sætte en tydelig pædagogisk retning og omsætte den til handling sammen med medarbejderne
  • stå i spidsen for Troldhøjs nye DGI-idrætscertificering og videreudvikle arbejdet med leg og bevægelse
  • sikre struktur, prioritering og en velfungerende daglig drift.

Du skal ikke gøre det hele selv. Men du skal kunne samle mennesker om opgaven, prioritere det nødvendige og holde fast i retningen – også når hverdagen bliver kompleks.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er en leder, der både kan skabe ro, retning og bevægelse. Du har blik for helheden og kan samtidig omsætte ambitioner til en hverdag, der fungerer.

Du er imødekommende og engagerende i mødet med medarbejdere, børn og forældre. Du involverer andre og skaber interesse og følgeskab, men du ved også, hvornår der er brug for, at du træffer en beslutning og handler.

Du har en pædagogisk uddannelse og gerne ledelseserfaring fra dagtilbudsområdet. Det vigtigste er, at du har lyst og evne til at lede mennesker, drift og pædagogisk udvikling – og at du kan blive ved, også når forandringer tager tid.

Vi lægger særligt vægt på, at du:

  • har blik for helheden og kan se sammenhængen mellem pædagogisk kvalitet, arbejdsmiljø, organisering og drift
  • er engagerende, så du både får hverdagen til at fungere og samler medarbejderne om en fælles retning
  • er imødekommende og møder andre positivt, nysgerrigt og med interesse
  • er vedholdende og holder fast i den fælles udvikling, også når der opstår forhindringer.

Du bliver ikke leder alene

Troldhøj er en del af Område Vest, som består af syv børnehuse med hver sin pædagogiske leder.

Som pædagogisk leder bliver du derfor en del af et ledelsesteam, hvor vi bruger hinanden aktivt. Vi deler dilemmaer, udfordrer hinanden og udvikler løsninger sammen. Du får løbende sparring med områdelederen og tæt samarbejde med dine lederkolleger.

Som ny leder i Roskilde Kommune får du desuden adgang til lederintroduktion og relevante tilbud, der hjælper dig godt ind i organisationen og lederrollen.

Vi forventer, at du tager ansvar for dit eget hus. Til gengæld forventer vi ikke, at du står alene med opgaven.

Tid og rum til faglig udvikling

I Roskilde Kommune er der afsat midler til, at alle børnehuse har forberedelsestid for det pædagogiske personale. Forberedelsestiden giver mulighed for at arbejde mere systematisk med kerneopgaven og skaber bedre rammer for faglig refleksion, udvikling og stærke professionelle fællesskaber.

I Roskilde Kommune arbejder vi for stærke og trygge fællesskaber for alle børn. Vores faglige afsæt er et ressourceorienteret børnesyn, og vi har en ambition om dagtilbud af høj kvalitet, hvor alle børn oplever reelle deltagelsesmuligheder.

Som pædagogisk leder i Troldhøj bliver du en vigtig del af den ambition – ikke fra sidelinjen, men tæt på den praksis, hvor kvaliteten skal kunne mærkes.

Kom og oplev Troldhøj

Et stillingsopslag kan fortælle meget, men ikke alt.

Derfor vil vi meget gerne invitere dig til at besøge Troldhøj, møde os og få en fornemmelse af huset og den opgave, du kan blive en del af.

Kontakt områdeleder Louise Jeppesen på 24783992 for at høre mere eller aftale et besøg.

Stillingen kan blive din fra 1. februar 2027, men vi vil gerne vente på den rigtige.

Ansøgningsfrist: 29. november 2026
1. samtale: 2. december 2026
2. samtale: 16. december 2026

Går du videre til anden samtale, skal der afsættes tid mellem samtalerne til udarbejdelse af PTP-profil sammen med HR.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem BUPL og KL. Der er mulighed for individuel forhandling afhængigt af kvalifikationer og erfaring.

Inden ansættelse indhentes straffe- og børneattest samt referencer.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE