start på hovedindhold

Pædagog til børnehaven i Børnehuset Arken

Har du lyst til at være med til at skabe en tryg, legende og udviklende hverdag for børnene i Børnehuset Arken? Og trives du i et arbejdsfællesskab, hvor vi er nysgerrige på børnene, hinanden og vores pædagogiske praksis? Så er det måske dig, vi søger til vores børnehave.

Stillingen er ledig fra den 1. november 2026 og er på mellem 30-35 timer om ugen, alt efter hvad der passer dig og huset bedst.

Det gode børneliv i Arken

I Børnehuset Arken er vi optaget af at skabe et godt børneliv med nærværende voksne, stærke relationer og plads til leg, nysgerrighed og fordybelse. Vi arbejder for, at alle børn oplever sig som betydningsfulde deltagere i fællesskabet, og vi forsøger hver dag at skabe læringsmiljøer, der tager afsæt i børnenes perspektiver, initiativer og forskellige forudsætninger.

Du kan være nyuddannet eller have mange års erfaring med dig. Det vigtigste er, at du er uddannet pædagog og har lyst til at bringe din faglighed aktivt i spil. Vi forventer ikke, at du kan eller ved alt fra begyndelsen, men vi håber, at du er nysgerrig, reflekteret og interesseret i løbende at udvikle din praksis sammen med dine kolleger.

Det er vigtigt, at du er relationskompetent og har et ressourceorienteret syn på børn og voksne. For os betyder det, at vi forsøger at forstå, hvad der ligger bag et barns handlinger, og at vi tager ansvar for at skabe relationer og rammer, som giver barnet mulighed for at lykkes. Vi møder børnene med positive forventninger og hjælper dem med at finde veje ind i legen og fællesskabet – også når det kræver, at vi justerer vores egen tilgang.

Den ressourceorienterede tilgang gælder også i samarbejdet med kolleger og forældre. Vi ser forældrene som vigtige samarbejdspartnere og lægger vægt på en åben og respektfuld dialog om barnets hverdag, trivsel og udvikling. Som kolleger skal vi kunne være nysgerrige på hinandens perspektiver, dele vores faglige overvejelser og give hinanden konstruktiv feedback. Det kræver både mod og tillid, og det er noget, vi øver os på sammen.

Vores arbejdsfællesskab

Når du bliver en del af Arken, bliver du også en del af et fælles ansvar for hele huset. Vi hjælper hinanden, tager initiativ og bidrager til, at hverdagen hænger sammen for både børn og voksne. Der skal være plads til forskellige erfaringer og faglige perspektiver, fordi vi tror på, at den bedste pædagogiske praksis opstår, når vi tør være nysgerrige på vores uenigheder og holder børnenes behov for øje.

Vi sætter pris på gode idéer, uanset om de er legende, ambitiøse, rolige eller lidt skæve. Det afgørende er, at de tager afsæt i børnene og bidrager til deres trivsel, udvikling og deltagelse. Vi håber derfor, at du har lyst til at byde ind, stille spørgsmål og være med til at forme den pædagogiske hverdag.

Samtidig lægger vi vægt på et arbejdsmiljø præget af hjælpsomhed, humor og ordentlighed. Vi ønsker os en kollega, som tager ansvar for kerneopgaven, og som også har blik for, hvordan egne handlinger påvirker det fælles arbejdsmiljø.

Vi gør os umage for, at nye kolleger får en god og tryg begyndelse. Du vil derfor blive introduceret til huset, børnene, forældresamarbejdet og vores pædagogiske arbejdsformer, så du får mulighed for at lande godt i både opgaverne og kollegafællesskabet

Om Børnehuset Arken

Børnehuset Arken består af to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. I børnehaven bliver du en del af et team på 9-10 kolleger, som sammen skaber en tryg, udviklende og meningsfuld hverdag for børnene.

Vores børnehus ligger i gåafstand til mange af Jyllinges fantastiske naturområder, og vi bruger aktivt nærområdet i hverdagen. Her får børnene mulighed for at gå på opdagelse, bruge kroppen og sanserne og opleve naturens skift gennem året.

Tid til kerneopgaven

Høj faglighed og pædagogisk kvalitet er afgørende for at lykkes med den politiske ambition om at skabe stærke fællesskaber for alle børn og unge, og det kræver tid og rum til fordybelse, refleksion og samarbejde for det pædagogiske personale. I Roskilde Kommune er det politisk prioriteret, at alle huse tildeles forberedelsestid. Forberedelsestiden skal give personalet mulighed for at arbejde mere systematisk med kerneopgaven og samtidig skabe bedre rammer for den faglige udvikling, trivsel, arbejdsglæde og stærke fællesskaber – uden at gå på kompromis med børnetid og normering.

I Roskilde Kommune arbejder vi med stærke fællesskaber for alle børn

Roskilde Kommune er ambitiøs, når det gælder kommunens børn, og vi vil gerne være kendt for at have dagtilbud af høj kvalitet, hvor børn trives, udvikler sig og lærer nyt hver dag. Stærke fællesskaber er fundamentet for dette.

Vi arbejder hver dag med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor alle børn oplever sig som en del af fællesskabet, og hvor der pædagogisk og ledelsesmæssigt er fokus på at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn.

Vores faglige afsæt bygger på et ressourceorienteret børnesyn, hvor vi anerkender børns forskellighed som en del af brede børnefællesskaber. Vi er optaget af at sikre en god pædagogisk praksis i kommunens dagtilbud, hvor grænserne mellem almen- og specialpædagogik udviskes i mødet med det enkelte barn og børnegruppen.

Ansøgningsfrist og kontakt

Du er meget velkommen til at kontakte Anne Bek, Pædagogisk leder på telefon 21170969, hvis du vil høre mere om stillingen. Du er også velkommen til at aftale et besøg, så du kan opleve Arken og hilse på nogle af de børn og voksne, der kan blive en del af din hverdag.

Ansøgningsfristen er den 16. september 2026, og vi forventer at holde samtaler i uge 38 og 39. Stillingen er på 30-35 timer om ugen og ønskes besat den 1. november 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelse i Roskilde Kommune indhentes der straffe- og børneattest samt referencer.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE