start på hovedindhold

Pædagog til børnehaven i Børnehuset Arken

32–37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. august 2026

 

Børnehuset Arken er et hus med plads til fællesskab, nysgerrighed og børneliv i mange former. Her skal børnene kunne mærke, at de er betydningsfulde – både i de små øjeblikke i hverdagen og i de større fællesskaber, de er en del af.

I Arken arbejder vi på at skabe en tryg og genkendelig hverdag, hvor børn mødes af nærværende voksne, der ser deres initiativer, følger deres spor og hjælper dem ind i fællesskabet. Vi er et børnehus i udvikling, hvor vi sammen styrker vores pædagogiske praksis og skaber rammer for leg, læring, relationer og trivsel.

Vi søger en pædagog til børnehaven, som har lyst til at bidrage til udviklingen af et stærkt pædagogisk fællesskab. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi løfter opgaven sammen og arbejder mod en tydelig fælles retning.

Hos os er der plads til både nyuddannede og erfarne pædagoger. Det vigtigste er, hvordan du møder børnene positivt, indgår i relationer og bidrager til fællesskabet.

Et hus i udvikling

Arken er i gang med at styrke vores fælles pædagogiske praksis, så den tydeligt kan mærkes af både børn, forældre og medarbejdere. Vi arbejder for, at alle børn møder voksne, der skaber trygge, deltagende og udviklende fællesskaber.

Ved vores seneste tilsyn blev der blandt andet lagt mærke til nærværende voksne, anerkendende kommunikation og medarbejdere, der følger børnenes initiativer i hverdagen. Det er vi stolte af – samtidig med at vi fortsat udvikler vores praksis og samarbejde på tværs af huset.

Vores pædagogiske ståsted

Vi tror på, at børn udvikler sig bedst i trygge fællesskaber, hvor de bliver mødt med omsorg, tydelighed og respekt. Derfor arbejder vi med fokus på relationer, deltagelsesmuligheder og læringsmiljøer, hvor alle børn oplever sig som betydningsfulde.

Vi er optagede af kvaliteten i samspillet mellem børn og voksne og af at skabe en hverdag præget af ro, nærvær og fælles ansvar.

Et arbejdsliv med faglighed og forberedelsestid

I Arken prioriterer vi faglig udvikling og gode arbejdsfællesskaber. Vi tror på, at refleksion og forberedelse er en vigtig del af det pædagogiske arbejde.

Roskilde Kommune har fra august 2026 indført forberedelsestid til det pædagogiske personale i alle dagtilbud. Formålet er at skabe bedre rammer for faglig udvikling, planlægning og samarbejde – uden at det går ud over tiden sammen med børnene.

Vi søger dig, der

  • møder børn med varme, ro og tydelighed
  • har blik for børns forskellige behov og deltagelsesmuligheder
  • ønsker at bidrage til både børnenes trivsel og den fælles udvikling
  • har lyst til faglig sparring og samarbejde med kolleger

Det praktiske

Stillingen er på 32–37 timer ugentligt med tiltrædelse 1. august 2026 eller efter aftale.

Hvis du vil vide mere om stillingen eller komme forbi og opleve huset, er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Anne Bek på tlf. 21 17 09 69.

Ansøgningsfristen er den 30. juni 2026, og samtaler forventes afholdt i uge 27.

Der indhentes børneattest, straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsen.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE