Pædagog søges til Børnehuset Tusindfryd
Brænder du for det gode børneliv, stærke fællesskaber og nærværende pædagogik i børnehøjde? Er du nyuddannet eller fyldt med erfaring? Har du blik for børn i udsatte positioner, og lyst til at bidrage med faglig refleksion, struktur og overblik i en engageret personalegruppe?
Om os
Børnehuset Tusindfryd ligger i naturskønne Jyllinge tæt ved fjorden, fordelt på to hyggelige matrikler med kun 300 meter imellem. Vi er et børnehus med både vuggestue og børnehave – og stort hjerterum. Stillingen er placeret i børnehaven.
Du bliver en del af en mangfoldig personalegruppe, hvor vi værdsætter forskellighed i alder, erfaring og køn. Sammen arbejder vi for at skabe trygge, udviklende og legende læringsmiljøer for alle børn. Vi er et hus med plads til nye ideer og pædagogisk engagement, og en leder, der har fokus på arbejdsglæde, trivsel og udvikling.
Vi er desuden udvalgt til at være en del af projektet "Alle Børns Dagtilbud". De næste 4 år skal vi derfor samarbejde med blandt andre professionshøjskolen Absalon og Playful Learning for at styrke og udvikle kvaliteten i vores dagtilbud. Dette betyder, at du bliver en del af et udviklingsorienteret miljø, hvor leg, læring og pædagogisk nysgerrighed går hånd i hånd.
I vores daglige praksis arbejder vi blandt andet med:
- Sprogtrappen
- Hjernen og Hjertet
- Faglig refleksion og sparring med udgangspunkt i vores Faglige Fyrtårne
- Relationer, nærvær og inkluderende fællesskaber, herunder psykologisk tryghed
- Vi er nysgerrige på børneperspektivet i fredstid og når vi udfordres
- Betalt forberedelsestid
- Pædagogisk koordinatorfunktion i begge huse, der hjælper med bl.a. skemaplanlægning
Hvem søger vi?
Vi søger en pædagog, der:
- Har hjertet med i arbejdet og brænder for at skabe et godt børneliv for alle børn
- Arbejder anerkendende og har blik for børn i udsatte positioner
- Kan bidrage med faglig refleksion, struktur og overblik
- Kan planlægge, varetage og dokumentere pædagogiske aktiviteter for mindre børnegrupper
- Trives i et team, hvor samarbejde, humor og forskellighed er en styrke
- Er nysgerrig på legende læringsmiljøer og udviklingsprojekter
Stillingen er på mellem 33-37 timer om ugen afhængig af dit eget ønske om beskæftigelsesgrad.
Stillingen ønskes besat pr. 1.9.2026 eller snarest derefter.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker at vide mere, er du velkommen til at kontakte Joy Holmberg-Pedersen, pædagogisk leder, på 21 46 51 36. Vi vil gerne vise dig rundt i forbindelse med din ansøgning.
Ansøgningsfrist fredag d. 24.7.26 kl. 12.00. Vi holder samtaler i uge 31.
Der indhestes straffe- og børneattest samt referencer inden ansættelse.
Vi glæder os til at høre fra dig!
#alletidersRoskilde - et job med gode muligheder i Roskildes Område Nord
Tusindfryd er del af Roskilde Kommunes område Nord som består af 6 børnehuse. Som nyansat har vi flere tiltag, der kan være med til at give dig en god start. Vi tilbyder bl.a. tæt dialog med din leder eller faglige fyrtårn og du vil få mulighed for en gåtur med din arbejdsmiljørepræsentant. Vi opfatter det med andre ord, som en fælles opgave at klæde dig godt på til arbejdsfællesskabet i Tusindfryd.
Roskilde Kommune er ambitiøs når det gælder kommunens børn, og vi vil gerne være kendt for at have dagtilbud af høj kvalitet, hvor børn trives, udvikler sig og lærer nyt hver dag. Stærke fællesskaber er fundamentet for dette.
Vi arbejder hver dag med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor alle børn oplever sig som en del af fællesskabet, og hvor der pædagogisk og ledelsesmæssigt er fokus på at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn.
Vores faglige afsæt bygger på et ressourceorienteret børnesyn, hvor vi anerkender børns forskellighed, som en del af brede børnefællesfællesskaber. Vi er optaget af at sikre en god pædagogisk praksis i kommunes dagtilbud, hvor grænserne mellem almen og specialpædagogik udviskes i mødet med det enkelte barn og børnegruppe.
Høj faglighed og pædagogisk kvalitet er afgørende for at lykkes med den politiske ambition om at skabe stærke fællesskaber for alle børn og unge, og det kræver tid og rum til fordybelse, refleksion og samarbejde for det pædagogiske personale. I Roskilde Kommune er det politisk prioriteret, at alle huse tildeles forberedelsestid. Forberedelsestiden skal give personalet mulighed for at arbejde mere systematisk med kerneopgaven, og samtidig skabe bedre rammer for den faglige udvikling, trivsel, arbejdsglæde og stærke fællesskaber – uden at gå på kompromis med børnetid og normering.