start på hovedindhold

Konference- og eventchef til Roskilde Kongres- og Idrætscenter

Vil du stå i spidsen for konferencer, events og idrætsarrangementer i et ambitiøst hus med mange muligheder? Så har vi måske det rette job til dig!

Roskilde Kongres- og Idrætscenter (RKIC) søger en konference- og eventchef, der har erfaring med at lede en velfungerende konferenceforretning, og som har mod på at drive og udvikle kultur- og idrætsevents. Det er en bred stilling, som kræver, at du trives med at balancere ledelse, forretningsudvikling og eventafvikling. Nogle dage arbejder du strategisk med udvikling og partnerskaber, mens du andre dage er helt tæt på arrangementerne og den praktiske gennemførelse.

Om os

Få steder i Danmark samler så mange forskellige arrangementer og aktiviteter under et tag som RKIC. Vi afvikler hvert år hundredvis af arrangementer - fra landsdækkende konferencer og store messer til koncerter, firmaevents og sportsbegivenheder.

Gennem vores arbejde med sport, musik, kultur og konferencer er det vores mål at være en stærk drivkraft for Roskilde – et moderne samlingssted, med over 13.000 m² fleksible faciliteter, og en central aktør i erhvervs- og kulturlivet.

Dine ansvarsområder

RKIC er et hus i udvikling, som favner mange forskellige arrangementer med mange forskellige brugergrupper. Det er vigtigt, at du i rollen som konference- og eventchef formår at udvikle konference-, kultur- og eventforretningen i overensstemmelse med vores bundlinjer, som bl.a. tæller en social og en bæredygtig bundlinje.

Som konference- og eventchef får du det overordnede ansvar for alle dele af konferenceforretningen samt den fortsatte udvikling af vores kultur- og idrætstilbud. Du bliver daglig leder for vores event- samt receptionsteam på i alt fem personer foruden elever, der med jævne mellemrum er tilknyttet eventteamet. Du bliver en del af ledelsesgruppen i RKIC, hvor du indgår i det tværgående samarbejde og koordinering med alle dele af huset, og derudover vil du også arbejde tæt sammen med kunder og samarbejdspartnere.

Dine opgaver inkluderer bl.a. at:

  • lede og udvikle konferenceforretningen
  • opfylde mål og resultater inden for konference-, event- og idrætsområdet
  • arrangere og udvikle idrætsevents i dialog med idrætsforeninger og andre aktører på området
  • styrke vores position som kulturaktør
  • udvikle nye eventkoncepter og partnerskaber
  • bidrage til budgetlægning, økonomiopfølgning og forretningsudvikling
  • indgå i salg og kundedialog i forbindelse med events

Vi lægger bl.a. vægt på, at du:

  • har flere års erfaring med salg, planlægning og afvikling af konferencer og events
  • har solid erfaring med tillidsbaseret personaleledelse
  • er en stærk projektleder, som bevarer overblikket i travle perioder
  • tænker kommercielt og er vant til at arbejde med budgetter
  • er en dygtig kommunikator
  • har kendskab til at arbejde med bookingsystemer og datadrevet eventplanlægning.
  • har et godt lokalt og nationalt netværk i event- og erhvervsbranchen (en fordel, ikke et krav)

Vi tilbyder

  • en central lederrolle i et alsidigt hus med konferencer, events, messer, sport og kultur under ét tag
  • stor indflydelse på udviklingen af fremtidens konferencer og events i RKIC
  • en afvekslende hverdag med mange samarbejdsflader
  • dygtige og engagerede kolleger
  • løn og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer i denne fuldtidsstilling

Ansøgning

Send din ansøgning samt CV senest 14/8 2026 kl. 12.00.
Vi afholder første samtale onsdag den 19/8 2026 og anden samtale mandag den 24/8 2026.

Ansættelse: 1/10 2026, eller tidligere hvis muligt.

Der indhentes straffe- og børneattest samt referencer inden ansættelse.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør René la Cour Sell på tlf. 40 58 22 00.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE