start på hovedindhold

Genopslag Pædagog til vuggestuen i Børnehuset Arken

Har du lyst til at skabe en tryg, legende og udviklende hverdag for de yngste børn? Og vil du være en del af et arbejdsfællesskab, hvor vi er nysgerrige på børnene, hinanden og vores pædagogiske praksis? Så er det måske dig, vi søger til vuggestuen i Børnehuset Arken.

Det gode børneliv i Arken

I Arken er vi optaget af omsorg, nærvær og stærke relationer. Vi arbejder for, at hvert barn bliver mødt med varme og positive forventninger og oplever sig som en betydningsfuld del af fællesskabet.

I vuggestuen ved vi, at de små øjeblikke rummer noget stort. Et blik ved puslebordet, de første skridt ind i en leg eller glæden ved at mærke regn og græs er værdifulde stunder for udvikling og læring. Derfor ser vi også måltider, garderobe, putning og bleskift som vigtige pædagogiske rum for nærvær, sprog, selvhjulpenhed og relationer.

Hvem er du?

Vi søger dig, der:

  • er uddannet pædagog – nyuddannet eller erfaren
  • er nærværende, relationskompetent og har et ressourceorienteret børnesyn
  • har blik for de yngste børns signaler, trivsel og deltagelse i fællesskabet
  • vil udvikle din praksis sammen med kolleger og er åben for faglig feedback
  • ser forældrene som vigtige samarbejdspartnere

Er du en erfaren pædagogmedhjælper? Så hører vi også gerne fra dig. Under ansættelse i Arken kan der være mulighed for at tage meritpædagoguddannelsen, hvis du opfylder uddannelsens adgangskrav, og der kan indgås en konkret aftale om forløbet.

 

Hvad tilbyder vi?

Hos os får du:

  • et tæt arbejdsfællesskab med plads til humor, idéer og faglig refleksion
  • mulighed for faglig udvikling gennem Alle børns dagtilbud, aktionslæring og arbejdet med legestemninger
  • forberedelsestid til fordybelse, refleksion og samarbejde om kerneopgaven
  • en god introduktion til huset, børnene, forældresamarbejdet og vores arbejdsformer
  • en arbejdsplads i udvikling – og vi elsker det

Om Børnehuset Arken

Børnehuset Arken består af to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Du bliver en del af et tæt vuggestueteam og samtidig af det samlede børnehus, hvor vi samarbejder på tværs.

Arken ligger i gåafstand til mange af Jyllinges fantastiske naturområder, og vi bruger aktivt nærområdet i den pædagogiske hverdag. Også med de yngste børn tager vi ud og oplever naturen i et tempo, hvor alle kan være med.

Tid til kerneopgaven

Høj faglighed og pædagogisk kvalitet er afgørende for at lykkes med den politiske ambition om at skabe stærke fællesskaber for alle børn og unge, og det kræver tid og rum til fordybelse, refleksion og samarbejde for det pædagogiske personale. I Roskilde Kommune er det politisk prioriteret, at alle huse tildeles forberedelsestid. Forberedelsestiden skal give personalet mulighed for at arbejde mere systematisk med kerneopgaven og samtidig skabe bedre rammer for den faglige udvikling, trivsel, arbejdsglæde og stærke fællesskaber – uden at gå på kompromis med børnetid og normering.

I Roskilde Kommune arbejder vi med stærke fællesskaber for alle børn

Roskilde Kommune er ambitiøs, når det gælder kommunens børn, og vi vil gerne være kendt for at have dagtilbud af høj kvalitet, hvor børn trives, udvikler sig og lærer nyt hver dag. Stærke fællesskaber er fundamentet for dette.

Vi arbejder hver dag med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor alle børn oplever sig som en del af fællesskabet, og hvor der pædagogisk og ledelsesmæssigt er fokus på at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn.

Vores faglige afsæt bygger på et ressourceorienteret børnesyn, hvor vi anerkender børns forskellighed som en del af brede børnefællesskaber. Vi er optaget af at sikre en god pædagogisk praksis i kommunens dagtilbud, hvor grænserne mellem almen- og specialpædagogik udviskes i mødet med det enkelte barn og børnegruppen.

Ansøgningsfrist og kontakt

Vil du høre mere om stillingen eller besøge Arken, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Anne Bek, på tlf. 21170969

Ansøgningsfristen er den 27. oktober 2026, og vi forventer at holde samtaler i uge 44. Stillingen er på 32-37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. december 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter Roskilde Kommune straffe- og børneattest samt referencer.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE