Afsnitsleder søges til Lønafsnittet i HR - Roskilde Kommune
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for professionel løndrift og være leder for dygtige medarbejdere i Roskilde Kommunes HR-afdeling? Så søg stillingen som afsnitsleder for løn, hvor du får ansvaret for udviklingen af løndriften i Roskilde Kommune i samspil med medarbejdere, ledere og direktionen.
Om stillingen og dine vigtigste opgaver
Du får ansvaret for den daglige ledelse af lønafsnittets 16 medarbejdere og at sikre en stabil drift og udvikling af lønområdet i hele kommunen.
Lønindberetningen er hovedsageligt decentraliseret og lønafsnittets opgaver består i at sikre korrekt lønindplacering og udbetaling af løn efter gældende overenskomster og aftaler. Lønafsnittet har tæt samarbejde med administrative teams og decentrale enheder.
Lønafsnittets medarbejdere besidder en høj faglighed og specialviden inden for lønområdet. Der er et godt arbejdsmiljø og et stærkt kollegialt arbejdsfællesskab, og du vil skulle lede engagerede medarbejdere, der er optagede af at lykkes med opgaverne i et arbejdsmiljø, hvor sparring, hjælpsomhed og godt humør er en naturlig del af hverdagen.
Ud over den daglige ledelse af lønafsnittet ligger det også i stillingen, at du har ansvaret for, at der forhandles forhåndsaftaler, lokalaftaler mm. med de faglige organisationer. Stillingen indeholder, at du har en selvstændig opgave med at gennemføre forhandlinger med de faglige organisationer i samarbejde med en medarbejder, og du kan samtidig være med til at videreudvikle opgaveløsningen.
Stillingen indeholder en bred kontaktflade til hele organisationen. Det drejer sig både om samarbejde med direktion og chefer samt med ledere og ansatte i de administrative funktioner på lønområdet. I det daglige vil du også have et tæt samarbejde med resten af HR, hvor faglig sparring og fælles tilgang i opgaveløsningen prioriteres.
Vi søger en afsnitsleder, som
- har erfaringen og kompetencerne til at skabe resultater og videreudvikle det gode arbejdsmiljø.
- har ledelseserfaring eller et klart ledelsespotentiale. Vi ser gerne, at du har en lederuddannelse (diplomuddannelse i ledelse eller tilsvarende), og hvis ikke dette er på plads endnu, at du er indstillet på at tage en diplomuddannelse i ledelse.
- har solid forståelse for den kommunale lønopgave og den nødvendige viden om løn, overenskomster og forhandling, som ledelse af området bygger på
- er løsningsorienteret og imødekommende og kan udvikle det gode samarbejde og interne og eksterne relationer
- er beslutningsdygtig og har et helhedsorienteret perspektiv på opgaveløsningen.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende central lederstilling med stor organisatorisk betydning for sikker og stabil drift og udvikling af lønområdet i hele kommunen. Sammen med ansvaret i stillingen kommer også, at du vil have et ledelsesmæssige råderum til at kunne træffe beslutninger, der har afgørende betydning for både driften og udviklingen af lønområdet.
Du vil blive en del af et godt arbejdsmiljø, hvor der er fokus på ordentlighed, tillid og høj faglighed. Du vil have en bred kontaktflade og et tæt samarbejde med medarbejderne i HR. Vi lægger vægt på, at der skal være plads til fleksibilitet og til selvstændig tilrettelæggelse af opgaveløsningen.
For den rette ansøger tilbyder vi en attraktiv løn i henhold til overenskomst i spændet 725.000 – 775.000 kr. årligt ekskl. pension. Lønnen forhandles gennem de faglige organisationer.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt. Du vil referere til chefen for HR- og Byrådssekretariatet.
Om os
HR og Byrådssekretariatet er en samlet stabsafdeling i Roskilde Kommune. HR har ansvaret for både drift og udvikling på personaleområdet og for udvikling af organisationen. En af vores væsentligste opgaver i HR er at bidraget til, at Roskilde Kommune fortsat er en attraktiv arbejdsplads. HR består udover Lønafsnittet af HR Udvikling og Kompetence og HR Jura.
Vil du vide mere?
Flere oplysninger om stillingen og vores opgaver kan du få ved at kontakte HR- og Byrådssekretariatschef Mikael Bay mobil nr. 5119 9817 (i uge 29-31 sendes en sms til nummeret, og du vil blive kontaktet) eller Lønkonsulent Lene Kildegaard Nielsen telefonnr. 4631 3182 (kan ikke træffes i uge 32).
Ansøgningsfrist og proces
Ansøgningsfrist er 9. august 2026.
Ansættelsesprocessen kommer til at foregå ved to samtaler. 1. samtale er den 13. august 2026 og 2. samtale er den 20. august 2026. Kandidater der går videre til anden samtale vil få udarbejdet en PTP adfærdsprofil, hvor der indgår en tilbagemeldingssamtale med HR, der finder sted på rådhuset i Roskilde.
Forventet tiltrædelse er den 1. oktober 2026.
Der indhentes straffeattest og tages referencer ved ansættelse.