Afdelingsleder for 2.–5. årgang på Vindinge Skole
Afdelingsleder for 2.–5. årgang på Vindinge Skole
Vil du være med til at skabe stærke læringsfællesskaber, sikre høj kvalitet i arbejdet med elevsager og være tæt på både medarbejdere og praksis?
Vindinge Skole opretter nu en ny lederstilling, og vi søger en engageret afdelingsleder for 2.–5. årgang, som vil indgå i et ambitiøst ledelsesteam og være med til at drive skolens fortsatte udvikling.
Vindinge Skole – hvem er vi?
Vindinge Skole ligger i hjertet af Vindinge – en by i positiv udvikling og med et stærkt lokalt fællesskab, kun få kilometer fra Roskilde. Skolen er et naturligt samlingspunkt i byen og kendetegnes ved engagerede forældre, et aktivt foreningsliv og tætte samarbejder med blandt andet idrætsforening og kirke. Det skaber gode rammer for både læring, trivsel og fællesskab.
Vi er en folkeskole med ca. 500 elever fordelt på 10 klassetrin og en mangfoldig medarbejdergruppe med både nyuddannede og erfarne lærere og pædagoger. Vi arbejder målrettet for at være en moderne folkeskole med blik for alle – men ikke for alt. Tydelig pædagogisk retning, faglig udvikling og trivsel er bærende, og vi anvender mellemformer som en del af vores praksis for at sikre, at alle elever får en så god og meningsfuld skoledag som muligt.
Stillingen og ledelsesteamet
Som afdelingsleder for mellemtrinnet bliver du en del af skolens ledelsesteam, der består af skoleleder, afdelingsleder/souschef for 6.–9. klasse, afdelingsleder for SFO og indskoling samt dig. Stillingen er nyoprettet og giver dig mulighed for at sætte et tydeligt præg på organiseringen, ledelsen og den pædagogiske udvikling af mellemtrinnet – herunder skolens arbejde med inklusion og mellemformer.
Vi tilbyder dig en arbejdsplads i bevægelse, hvor du får reel indflydelse på både organisering, pædagogisk retning og daglig praksis. Du bliver en central nøgleperson i arbejdet med at skabe stærke læringsfællesskaber for både elever og medarbejdere og kommer til at arbejde tæt sammen med dedikerede og fagligt velfunderede medarbejdere samt et velfungerende PLC- og vejledermiljø. Samarbejdet på skolen bygger på fælles praksis, fælles værdier og fælles løsninger.
Dine opgaver
Du har den daglige personaleledelse af lærerne på 2.–5. årgang med fokus på trivsel, tydelig opgaveløsning og faglig udvikling. En væsentlig del af opgaven er at opbygge og fastholde stærke professionelle fællesskaber omkring årgangene og sikre en fælles retning i arbejdet med elevernes udvikling – herunder at styrke elevernes selvstændighed, blandt andet i overgangen fra SFO til klub.
Du har desuden ansvar for elevsager i egen afdeling og er medansvarlig for skolens specialpædagogiske indsatser i tæt samarbejde med inklusionsvejleder, PPR og det øvrige ledelsesteam. Opgaven rummer både faglig sparring og sikring af struktur, progression og kvalitet i sagsbehandlingen, herunder forløb omkring skolefravær. Du arbejder målrettet med fælles metoder og en tydelig praksis for mellemformer og “special i almen”, med fokus på deltagelsesmuligheder for alle børn, og fungerer som sparringspartner i komplekse elevsager.
Som afdelingsleder indgår du også i skolens samlede ledelsesdrift og bidrager blandt andet til skemalægning, fagfordeling og vikardækning samt daglig sparring i administrationen. Du har måske blik for struktur, overblik og sammenhæng og er medhjælpende til at sikre, at administrative processer understøtter den pædagogiske praksis og kvaliteten i hverdagen på mellemtrinnet.
Vi søger dig, der
Du skal være stærk i relationsledelse og kan samle medarbejdere i professionelle fællesskaber, samtidig med at du står tydeligt på retning og kan skabe følgeskab. Du arbejder struktureret og systematisk, er imødekommende og empatisk og trives med både selvstændigt ansvar og samarbejde. Du har gerne erfaring med elevsager, inklusion og specialpædagogiske indsatser og har mod til at udfordre praksis – og hjerte til at gøre det ordentligt. Du har ambitioner for alle børn og tror på, at flest mulige skal lykkes i almenmiljøet.
Som ny afdelingsleder på Vindinge Skole bliver du ikke overladt til dig selv. Resten af ledelsesteamet ser frem til at onboarde dig grundigt og trygt og vil være tæt på dig i opstarten. Vi går vejen sammen med dig og støtter dig, indtil du står sikkert i rollen og i hverdagen på skolen.
Vil du være med?
Send din ansøgning via Roskilde Kommunes rekrutteringssystem.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte skoleleder Tinna Paaske på mail tinnap@roskilde.dk eller telefon 40869696
Ansøgningsfrist er lørdag d. 29. maj Den første samtale vil finde sted torsdag d. 4. juni og anden samtale vil finde sted 11. juni. Mellem første og anden samtale gennemføres en test af de udvalgte kandidater.
Vi glæder os til at høre fra dig og til at byde en ny afdelingsleder velkommen på Vindinge Skole.