Hej nye studerende! Her er din startguide til Roskilde

Hvor er de gode hænge ud-steder? Er der en gratis koncert på fredag? Hvor får jeg billig motion? Her får du en række forslag til brug af din alle tiders uddannelsesby, så du hurtigt bliver en del af fællesskabet med dine 25.000 medstuderende i Roskilde

Velkommen!

Velkommen!

Velkommen til Roskilde, som i de kommende år skal være din uddannelsesby i selskab med 25.000 medstuderende. Du har sikkert hørt om byen i forbindelse med domkirken og vikinger. Men Roskilde kan så meget mere. Og der behøver bestemt ikke være middelalderstøv på oplevelserne i byen.

Her er samlet en række tips til dig, som både handler om, hvor du kan hænge ud, hvor du kan opleve fællesskab og følelsen af at gøre noget godt for andre, og hvor du kan fodre din kulturelle sult.

Der er ikke plads til at nævne alle gode tilbud i Roskilde. Der er lagt vægt på, at forslagene skal tale til dig, der nok har et lille budget, men også en stor appetit på at få den fedeste studietid.

Rabalderstræde. Er en gade …

Gaden i Gasolins legendariske sang findes. Og den ligger i det nye byområde Musicon. Her fører Rabalderstræde dig ind i et spændende univers, der blander kultur, handel og boliger på en kreativ og spændende måde. Det er på mange måder råt og upoleret men samtidig tjekket og cool.

Lidt ligesom Bladerunner

Området trækker tråde tilbage til den beton-fabrik, der lå der engang. Der er lidt Bladerunner over det. Grimt og dystopisk – og så alligevel vildt medrivende. Smart på en fed måde med udfordrende arkitektur i skæve vinkler, graffiti-kunst og personlige butikker med fokus på håndværk, kvalitet og bæredygtighed.

Rockmuseum, esport og øvelokaler

Her finder du også Danmarks rock-museum, RAGNAROCK, skaterhal og foreninger, der kan hjælpe, hvis du er vild med parkour, dyrker eSport eller leder efter et øvelokale til dit band. Og meget mere.

Billig underholdning lige til højrebenet

Intet i livet er gratis. Det kunne lyde som et ordsprog. Og det er noget pølsesnak, hvis man ser på udbuddet af underholdning i Roskilde. For det kan godt lade sig gøre at få noget kulturel føde, der udløser endorfiner og andre lykkehormoner, uden at du skal have det store betalingskort frem.

Friluftskoncert under gamle træer

I Byparken afholder Roskilde Kommune og Gimle hver sommer en række gratis koncerter under de ældgamle kæmpetræers kroner med kendte navne, hvor man kan sætte sig i græsset med sin medbragte mad og drikkelse og få en fed aften ud af det.

Der er også gratis kulturbegivenheder på Roskilde Bibliotek, i Byens Hus, på steder som spillestedet Paramount, Surround Festival, Rabalder Festival og Open Mic i Gimle Comedy Club, hvor standup’ere prøver deres materiale af på et levende publikum. Bare for at nævne nogle. 

Find de fede arrangementer

Men selvfølgelig er al kultur ikke gratis. Og det er jo også kun fair, at kulturfolket bliver betalt for deres kreativitet. Også af publikum.

De mest iøjnefaldende kulturoplevelser, man betaler for, er selvfølgelig Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet. Husk, at der gives studierabat begge steder, og vær på udkig efter gratisdage fx i forbindelse med årets lysfest.  

Men attraktionerne stopper ikke her. Hvis man kigger på alle begivenheder i Roskilde uanset pris, taler vi virkelig om et overflødighedshorn af tilbud. Faktisk er det totalt umuligt at nævne alt. Men hjælpen er lige ved hånden. Og den hedder RoskildeLIVE.

Det er den mest omfattende oversigt over begivenheder i Roskilde, og den har både gratis, billige og almindeligt prissatte arrangementer. Hvis du søger i feltet ”avanceret”, kan du indrette kalenderen præcis efter den underholdningsgenre, du holder allermest af. 

Roskildelive.dk er optimeret til brug på mobilen.

Du kan søge penge fra Ungepuljen

Roskilde Kommune er positivt stemt for gode initiativer, der kan samle unge. Så går du rundt med en god idé til et arrangement for unge, er der mulighed for at søge om støtte fra Ungepuljen.

Det er Ungeudvalget i Roskilde Kommune, der bevilger penge, hvis projektets ansøgning bliver godkendt. Og du behøver ikke selv være ung for at søge puljen. Så længe aktiviteten eller arrangementet er til gavn for unge.

Tilskud bevilges ved månedlige møder til aktiviteter og arrangementer, der kan samle unge på tværs af interesser, foreningsskel, alder m.m. Og det er en god idé at søge i god tid for at komme i betragtning til et tilskud.

Bliv selv en del af ungeudvalget

Lige nu har du endda mulighed for selv at blive en af dem, der er med til at bevilge penge til aktiviteter og arrangementer. Ungeudvalget søger nemlig nye medlemmer for tiden (efterår 2022).

Du kan læse meget mere om selve ungeudvalget på roskilde.dk/ungeudvalget.

Du kan se betingelserne for at søge støtte fra ungepuljen på roskilde.dk/ungepuljen

Dyrk dit omsorgsgen

Det er en fremragende oplevelse at gøre noget for andre. Det giver en følelse af tilfredshed, som skal opleves. Og det er der heldigvis mange, der gør som frivillig.

En hær af frivillige

Nordens største musik-event, Roskilde Festival, kunne ikke være det, den er i dag, uden hjælp fra sin army of volunteers. Over 30.000 mennesker tilbyder hvert år deres frivillige hjælp til festivalen med alt fra at guide folk rundt, lave mad til festival-gæsterne, samle skrald til at bygge op og tage ned.

Madlavning på den store klinge

Det er både muligt at være frivillig direkte hos selve Roskilde Festival og i en af de mange lokale foreninger, der arbejder på festivalen, og som ligger i og omkring Roskilde. Det er dem, der tilsammen leverer den vildest varierede festmenu af meget høj kvalitet til det altid dagen derpå-sultne festival-folk.

Win-win-win-win

Den store mængde frivillig hjælp kommer hvert år byens unge til gode gennem Roskildes foreninger. Samtidig kan Roskilde Festival med sin non-profit-profil selv dele millioner ud til gode projekter. Det er virkelig en win-win-win-win-sag for både publikum, arrangør, frivillige og det gode formål.

Kulturens uundværlige livsnerve

Glæden ved at gøre noget for andre i et socialt fællesskab er bestemt ikke begrænset til otte dage i sommerferien på Dyrskuepladsen i Roskilde. Mange af byens kulturelle og sociale institutioner står også på en base bygget af frivillighed.

En organisme i konstant forandring

For eksempel er INSP! et kulturhus i Slagteristræde skabt i fællesskabets ånd. Brugerne bidrager med, hvad de vil, når de kan – og inden for de områder, de brænder mest for.

INSP! er en organisme, der hele tiden forandrer sig. Lige nu bliver der kæmpet for hiphopkulturen med MC crewet HVAD CRU. Forskellige er med til, at der hver torsdag bliver lavet retter fra hele verden og inviteret til fællesspisning. Og der er et lydkompagni og en koncertgruppe, der er drevet af frivillige. Og meget mere. Tjek det ud.

Byens stolte fundament

Roskildes store spillested, Gimle, fungerer også på frivilliges indsats, som virkelig er det solide fundament under kulturen. Et andet eksempel: Hvert år giver Surround Festivalen sceneplads til en række unge og lovende bands og solister midt i Roskilde by. Det er også drevet af frivillighed, og koncerterne over to dage er oven i købet gratis.   

Biblioteket er en guldmine

På Roskilde Bibliotek er der plads til dig, din computer, din studiegruppe og alle dine spørgsmål. Der er en lille café, og du kan få hjælp til at finde de rigtige bøger til din eksamen.

På bibliotekets hjemmeside er der en fane rettet mod dig, der studerer. Her bliver du guidet til mange af de muligheder, biblioteket tilbyder dig. Du kan for eksempel supplere din opgave med information fra bibliotekets mange digitale tilbud som Infomedia og faktalink.dk.

Demokratiet lever i det gamle rådhus

Roskildes gamle rådhus i centrum hedder nu Byens Hus. Det er et medborgerhus på Stændertorvet. Byens Hus kalder sig selv et kommunalt demokratihus, og et af de interessante tilbud er, at du kan gå til Demokrati Fitness.

Der afholdes også fundraising-workshop, og så kan du låne lokaler, møde andre i Stuen, fordybe dig og blive inspireret.

Fitness uden at slanke dankortet

Den månedlige betaling til fitness-centret kan godt bide i budgettet. Men sport og motion kan gøres billigt. Og endda helt gratis, hvis du er lidt kreativ og klar til at udnytte de mange muligheder i Roskilde.

Det er jo sund fornuft bare at løbe og gå, men Roskilde tilbyder også mulighed for at bevæge sig på andre måder.

Hvad med skateboard eller disc-golf?

Der findes skateboard-hal på Musicon og en udendørs skaterpark i Darup, og hvis man er mere til store hjul, kan mountainbiken luftes mange steder på udfordrende tracks. For eksempel i Hedeland. 

Eller hvad med frisbee-golf? Eller disc-golf, som det faktisk hedder. Det er kort fortalt ligesom at spille golf. Kølle og bold er bare udskiftet med en frisbee.

Der er disc-golf-baner til fri afbenyttelse både ved Roskilde Ring og ved Roskilde Universitet (RUC)

Salsa og tango på havnen

Dans kan også få pulsen op. Og smilet frem samtidig. Og i sommermånederne tilbydes der både salsa og tango-dans på Museumsøen ved havnen i Roskilde.

Det har hidtil foregået om aftenen på torsdage og fredage, og man kan holde sig orienteret via RoskildeLive, der også findes som app. 

Der er også andre dansearrangementer på Museumsøen i løbet af sommermånederne, og de kan også findes frem via arrangementsguiden, så snart de er planlagt.

Inspiration til sports-planlægningen

Mange flere motionstilbud i Roskilde er samlet i to elektroniske foldere. Den ene hedder ”Løb og gang, fitness, boldspil, MTB og BMX”. Den anden ”Cykelruter, vandreruter, udflugtsmål og seværdigheder”.

Der er også mulighed for at udnytte tilbuddet ”Åben hal”. Ved hjælp af app’en WannaSport kan du som privatperson booke dig ind i byens haller og mødes med vennerne til en omgang badminton, floorball, basketball, yoga eller hvad fantasien rækker til.

Det koster et beskedent beløb at låne fx en badmintonbane. Du kan se priserne, når du finder tid og sted til dine sportsaftaler på wannasport.dk eller i WannaSport app’en.

Lån en cykel eller gå en podwalk

Hvis du lige vil prøve først, om det dér mountainbike er noget for dig, har Roskilde et cykelbibliotek, hvor borgere i kommunen gratis kan låne en specialcykel en eller flere dage. Så kan du prøve, om det er noget for dig

Du kan også blive klogere, samtidig med du brænder kalorier af i fantastisk natur. I Sct. Hans Have kan du snuppe en podwalk og få fortalt områdets fascinerende og til tider grumme historie fra dengang i begyndelsen af 1800-tallet, da Sct. Hans blev oprettet som institution for sindssyge.

Du kan få syv fortællinger, mens du går rundt i området, direkte på mobilen via en række QR-koder, eller du kan finde dem her.

Browseren viser den billige vej

Det er dyrt at leve. Især når man studerer. Heldigvis er der rabatter derude til folk i uddannelse, der bare ligger og venter på at blive samlet op.

Åbn din browser på computeren og smid ”Roskilde” og ”studierabat” ind i søgefeltet. Så popper minusprocenterne op i en lind strøm. Prøv eventuelt med andre relevante søgeord, så du udfordrer browserens algoritmer.

En ekstra tur til ressourcerne

Rabat er én måde at slippe billigere på. En anden er genbrug. Engang var genbrugsbutikker lidt tacky, men nu er recycling jo grønt og helt i tidens ånd. Jordens ressourcer er jo ikke uendelige, har vi "pludselig" fundet ud af, og egentlig var det også ret dumt dengang for ikke så længe siden, hvor mange bare brugte og smed væk. 

Med et aktivt genbrug kan man både pudse glorien og overholde budgettet. For der er heldigvis mange steder i Roskilde, man kan købe brugte ting og tøj, der sagtens kan tage en runde mere i manegen.

Søg på ”Roskilde” og ”genbrug”. Så får du en masse at vælge imellem. Og så  kan du bruge din SU til noget meget sjovere.

Lækker hænge ud-natur

Naturen kan noget, når der skal slappes af. Hvad enten du vil dase under sommersolen eller slide lidt på sålerne på en frostklar vinterdag. Og Roskilde har heldigvis mange oaser og åndehuller til fri afbenyttelse.

I Byparken er der bakket terræn med udsigt til fjorden, masser af grønt græs og kæmpe, tudsegamle træer, der kan give skygge, hvis man vil læse i fred.

Kan du lide lyden af klukkende småbølger, er hyggen tommetyk på havnen i de varmere måneder. Havnen ligger tæt ved vikingeskibssmuseet, og begge er bestemt er et besøg værd.

Historiske bremsespor

Historiske bremsespor

Historiens vingesus - eller man burde måske sige bremsespor - hører man næsten ved den dejlige sø og park omring Roskilde Ring. I dag er det et sted, hvor man kan gå en dejlig tur i det grønne eller tage et spil discgolf. Men det er ikke ret længe siden, der var alt andet end fred, ro og idyl i området.

Prøv lige at forestille dig Kevin Magnussen og alle de andre Formel 1-stjerner køre om kap i deres fræsende F1-racere midt i Roskilde. Vild og utænkelig tanke i dag.

Men indtil 1968 var der en international racerbane lige dér mellem Roskilde station og ringvejen. Og datidens Formel 1-stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham har kørt på banen i Roskilde, hvor der blev afviklet over 500 løb.

Pump badedyret og hop i

Gamle grusgrave har Roskilde mange af. Og de bliver heldigvis ofte udnyttet på en positiv måde, når gruset er kørt væk.

Førnævnte Roskilde Ring er sådan et eksempel. Et andet er Himmelsøen i Darup tæt ved Dyrskuepladsen. Det var også en grusgrav engang, men nu kan man bade i en stor grundvandssø, der er to kilometer i omkreds. Og der er altså ikke tale om et soppebassin. Nogle steder er vanddybden i søen op til 11 meter.

Der er desuden en lang badebro og en rigtig sandstrand til vandhundene. Og der er mere af samme slags ved Lynghøjsøerne i Svogerslev.

Både plads til mountainbike og ski

Hedeland, der er et naturlandskab sydøst for Roskilde, er også anlagt i tidligere grusgrave.

Det er nu et kæmpe, hedeagtigt område, hvor man kan gå en lang tur, tage på cykelpicnic eller give sig selv en challenge på mountainbiken. Der er også en åben opera-scene.

Om vinteren kan man stå på ski på Hedeland Skibakke, der er Danmarks største alpine anlæg. Hvis der altså falder noget sne.

Andre bud på oaser i Roskilde er Rabalderparken, Folkeparken, Lynghøjsøerne, Boserup Skov, Skt. Hans Have og Vigen Strandpark

Biavl, bridge eller boksning - find din nicheforening

Danmark er et foreningsland, og selv inden for postnummer "4000 Roskilde" er der myriader af foreninger, der dyrker næsten alt mellem himmel og jord. Og også det, der ligger over og under.
Så hvis du endnu ikke føler dig ramt på interessen i denne studiestartsguide, så fortvivl ej. Kig i stedet i Roskildes foreningsportal, hvor du skal være MEGET speciel, for at du ikke kan finde en gruppe, du kan dele din passion med.