Et rygstød til forskningen i energiteknologier og energisystemer. Medvind til virksomheder med bæredygtige ambitioner. Og et boost til Roskilde som uddannelses- og erhvervsby.
Sådan lyder potentialet fra de to parter bag en ny strategisk samarbejdsaftale om at udvide Risø nord for Roskilde.
En aftale, som DTU’s rektor, Anders Bjarklev, og borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, har sat deres underskrift på tirsdag den 7. november.
DTU har besluttet at flytte to uddannelser med omkring 200 kandidatstuderende til området inden 2030. Lokalplanen giver mulighed for, at virksomheder kan etablere sig i området. Det passer perfekt med Roskildes ambitioner om at tiltrække virksomheder, der løser hele verdens bæredygtige udfordringer. På fremtidens Risø får de mulighed for at skabe innovation i tæt samspil med forskere og studerende.
”Med denne aftale sætter vi gang i at udvikle Risø til internationalt kraftcenter for bæredygtig energi. Vi har en unik mulighed for at bygge oven på de faciliteter og den ekspertise, som allerede findes på området og i resten af Roskilde Kommune – de giver perfekte vilkår for virksomheder, forskere og studerende,” siger borgmester Tomas Breddam.
Et stort forsknings- og erhvervspotentiale
Også på DTU er glæden stor. Universitetet har i forvejen et stort campusmiljø, og med de mange nye studerende og faciliteter er der basis for, at det udvidede Risø bliver et forsknings- og erhvervsområde med op mod 4.000 arbejdspladser.
”Vi har klare ambitioner om at blive et globalt hotspot for bæredygtig energi, og der rummer Risø og Roskilde Kommune et stort potentiale. Det er en udbygning, der skal ske i samarbejde med store danske og internationale virksomheder og i tæt samarbejde med lokale virksomheder, hvor vores studerende kan løse udfordrende opgaver, der er relevante for industrien,” siger DTU-rektor Anders Bjarklev.
Det samlede udviklingsareal udgør 500.000 kvadratmeter, og den gældende lokalplan giver mulighed for at opføre et nyt campus samt yderligere forsknings- og testfaciliteter i en første etape på ca. 248.000 kvadratmeter.