Tour de France-trofæet kommer til Roskilde

Nyhed

19.01.22

I anledning af, at årets Tour de France starter i Danmark, kommer Tour de France-trofæet til Roskilde. Trofæet blev indført i forbindelse med den 100. udgave af Tour de France i 2013 og er et vandretrofæ, der besøger alle start- og målbyer i Danmark.

Mandag den 24. januar er dagen, hvor trofæet kommer til Roskilde, der 2. juli er startby på det legendariske løbs 2. etape.

- Det bliver en kæmpe stor oplevelse at være startby i Tour de France, og trofæets ankomst markerer, at den store dag i juli nærmer sig. Jeg glæder mig til at modtage det og håber, at borgerne i Roskilde er med på at skabe cykelbegejstring ved at stå med lys langs ruten eller komme forbi udstillingen på biblioteket, siger borgmester Tomas Breddam.

Alle cykelentusiaster og andre interesserede opfordres til at stå med lys langs ruten, når trofæet skal cykles fra kommunegrænsen ved Lejre til Stændertorvet. Cykelklubberne i Roskilde cykler med, og cykelfeltet bliver et lysende spor gennem byen med Tour-trofæet forrest.

Program for trofæpræsentation

Når borgmester Tomas Breddam har åbnet årets Lysfest på Stændertorvet kl. 17:00, vil han efterfølgende ca. 17.15 bevæge sig ad Kulturstrøget mod Bibliotekshaven foran Roskilde Bibliotek, hvor Mogens Hallager, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune, modtager trofæet.

Her åbnes bibliotekets Tour de France-udstilling kl. 17.30 ved en reception med taler og bobler i Bibliotekshaven.

Tour de France-trofæet vil være udstillet på Roskilde Bibliotek sammen med artefakter fra årets Tour de France indtil den 19. marts, hvor det skal videre til København.

Grand Départ

  • Tour de France køres 1.-24. juli over 21 etaper.
  • De første tre etaper er placeret i Danmark. Grand Départ Copenhagen Denmark afvikles i dagen 1.-3. juli 2022.
  • etape køres som enkeltstart (13 km) i København fredag 1. juli
  • etape (202 km) begynder i Roskilde lørdag 2. juli og går via Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Korsør over Storebæltsbroen til Nyborg.
  • etape (182 km) køres søndag 3. juli fra Vejle til Sønderborg.