Støtte til småjobs i din virksomhed

Nyhed

21.12.21

Mangler din virksomhed arbejdskraft, og ønsker I samtidigt at tage et socialt ansvar?

CORO Co-lab Roskilde tilbyder et stærkt partnerskab, hvor din virksomhed kan deltage i projektet Varig tilknytning til arbejdsmarkedet og få støtte til at ansætte en eller flere udsatte ledige i småjob på mellem 1-15 timer om ugen. Roskilde Kommunes virksomhedskonsulenter vil følge tæt op, og der er mulighed for kompetenceløft skræddersyet til den nye medarbejder til glæde og gavn for din virksomhed.

Hos virksomheden Constructa i Roskilde fortæller afdelingschef Per Mejer Johansen, at de har ansat to nye medarbejdere gennem projektet. De løser nogle af de interne opgaver, der ellers ikke har været tid til at få løst – til stor glæde for alle medarbejdere. Jennifer sørger for, at der er frisk frugt til alle medarbejdere og at mødelokalerne altid er klar til brug. Mohammad tager ansvar for at firmabilen skinner. ”Vores bil har aldrig stået så skarpt, som den gør nu”, fortæller Per. - ”Mohammads glæde for biler er ikke til at overse. Han er tidligere taxachauffør, og han stråler, når han møder ind på arbejde og skal ordne bil. Hans smil smitter af på os andre på arbejdspladsen. Det er simpelthen så dejligt. Det er en af de vidunderlige historier, hvor vi samarbejder med de andre organisationer i projektet om at gøre en forskel”.

Vil du vide mere? Så kontakt Pernille Sederberg på pernile@corolab.dk, telefon 22434066 eller læs mere her