Roskilde Kommune uddanner flere pædagogiske assistenter til dagtilbuddene
Roskilde Kommune ansætter hvert år 30 elever på uddannelsen til pædagogisk assistent. Det skal være med til at styrke kvaliteten og sikre flere uddannede medarbejdere i dagtilbuddene i en tid, hvor det er svært at rekruttere pædagogisk personale.
NyhedRoskilde Kommune uddanner flere pædagogiske assistenter til dagtilbuddene
Der er brug for flere uddannede medarbejdere i daginstitutionerne - både i Roskilde Kommune og i resten af landet. Derfor arbejder Roskilde Kommune aktivt med at uddanne flere pædagogiske assistenter, som kan blive en del af hverdagen i vuggestuer og børnehaver.
Hvert år ansætter kommunen 30 elever på uddannelsen til pædagogisk assistent - 15 om foråret og 15 om efteråret. Ved den seneste ansøgningsrunde var interessen stor med 75 ansøgere til elevpladserne.
De pædagogiske assistentelever tager enten uddannelsen som EUD, der er en erhvervsuddannelse, eller som EUX, hvor de kombinerer erhvervsuddannelsen med gymnasiale fag. Fælles for dem er, at de får en praktisk og faglig vej ind i arbejdet med børn.
Majarose Dipo er 24 år og fandt sin vej til pædagogfaget i Børnehuset Skovly. Hun er netop blevet færdiguddannet som pædagogisk assistent og har fået job i Børnehuset Akeleje.
- Jeg vidste egentlig ikke, at jeg ville arbejde med børn - jeg vidste bare, at jeg gerne ville arbejde med mennesker. Men da jeg startede i Skovly i mit sabbatår, blev jeg forelsket i arbejdet med børn og i følelsen af at kunne gøre en forskel. Min leder hjalp mig med at undersøge muligheden for at blive pædagogisk assistent, og så blev jeg ansat som elev i Roskilde Kommune, siger Majarose Dipo.
En vigtig vej ind i det pædagogiske arbejde
Pædagogiske assistenter er en vigtig faggruppe i dagtilbuddene. De bidrager med pædagogisk viden, praktisk erfaring og nærvær i hverdagen med børnene.
- Det betyder meget at få lov til at være en del af det faglige fællesskab. Jeg har blandt andet været med til fokusmøder om børn og delt mine egne observationer. Det var både grænseoverskridende og lærerigt at få det ansvar, men jeg stod aldrig alene. Det har givet mig en endnu større forståelse for, hvor vigtigt arbejdet med de yngste børn er - og hvor stor en forskel det gør, når et barn føler sig set. Jeg kan også se mig selv fortsætte i dagtilbud, og på et tidspunkt vil jeg gerne læse videre til pædagog, siger Majarose Dipo.
Uddannelsen en mulighed for unge og voksne, der gerne vil arbejde med børn, men som måske ikke har set en klassisk gymnasial vej som det rigtige valg. For nogle bliver uddannelsen et solidt fundament for et arbejdsliv som pædagogisk assistent. For andre kan den blive et springbræt til at læse videre til pædagog.
En investering i kvalitet
Roskilde Kommune har et mål om at øge andelen af uddannet personale i daginstitutionerne. Det handler både om at rekruttere flere pædagoger og flere pædagogiske assistenter.
- Pædagogiske assistenter er en vigtig del af vores dagtilbud i Roskilde Kommune. Flere uddannede medarbejdere kommer både børnene, hverdagen og det faglige fællesskab til gode. Som forperson er jeg stolt af, at vi i Roskilde prioriterer denne dagsorden, og jeg er glad for, at Majarose og resten af holdet har valgt at blive pædagogiske assistenter hos os, siger Jeanne Bergmansen, forperson for Skole- og Børneudvalget.
Når flere medarbejdere har en pædagogisk uddannelse, styrker det det faglige miljø omkring børnene, og det giver bedre muligheder for at understøtte børns trivsel, udvikling og fællesskaber. Derfor er arbejdet med PA-elever en langsigtet investering. Når eleverne er færdiguddannede, er håbet, at mange af dem får lyst til at blive i Roskilde Kommunes dagtilbud enten som pædagogiske assistenter eller senere som pædagoger.
Roskilde tager ansvar for fremtidens medarbejdere
Roskilde Kommune har i flere år arbejdet med at styrke rekruttering og tilknytning af pædagogisk personale. En del af indsatsen er at skabe gode uddannelses- og praktikforløb, så elever og studerende får en god start i faget.
- Jeg har virkelig haft et skønt uddannelsesforløb i Roskilde Kommune. Jeg kom tilbage til et sted, jeg kendte, men fik samtidig lov til at udvikle mig på nye måder - både i vuggestuen og senere i børnehaven. Mine kolleger og vejledere tog godt imod mig, stillede spørgsmål, udfordrede mig og gav mig plads til at lære. Det har været en af de fedeste oplevelser, siger Majarose Dipo.
Roskilde Kommune samarbejder med ZBC, så uddannelsen til pædagogisk assistent kan tages i Roskilde. Det gør det lettere for flere at vælge uddannelsen og styrker samtidig forbindelsen mellem uddannelse og de dagtilbud, hvor eleverne kan få deres fremtidige arbejdsliv. Og målet er klart; flere uddannede medarbejdere i dagtilbuddene og gode rammer for børnene i Roskilde Kommune.
Om uddannelsen
- Uddannelsen til pædagogisk assistent kan tages som EUD (erhvervsuddannelse) eller EUX (erhvervsuddannelse kombineret med gymnasiale fag).
- Uddannelsen er en praktisk og faglig vej ind i arbejdet med børn.
- Roskilde Kommune samarbejder med ZBC, så uddannelsen kan tages i Roskilde.