Manglende dokumentation og dårlig trivsel har udløst påbud til Plejecenter Sct. Jørgensbjerg

Nyhed

22.12.21

I starten af oktober kom Styrelsen for Patientsikkerhed på tilsynsbesøg. Nu er tilsynsrapporten offentliggjort, og Plejecenter Sct. Jørgensbjerg har fået en række påbud. En ny ledelse har sammen med medarbejderne fokus på at forbedre forholdene.

Kvalitet i plejen har ikke været god nok, dokumentationen har manglet, og det har trivslen også. Det blev bekræftet af Styrelsen for Patientsikkerhed, som i oktober var på tilsynsbesøg på Plejecenter Sct. Jørgensbjerg. Baggrunden var en henvendelse fra en pårørende. Styrelsen undersøgte ældreplejen ud fra forskellige målepunkter som fx trivsel, dokumentation og arbejdsgange. Den 21. december kom tilsynsrapporten med en række påbud.

-   Forholdene på Sct. Jørgensbjerg har været meget utilfredsstillende, hvilket vi blev bekendte med henover sommeren. Vi indsatte ny ledelse i august, og siden er der arbejdet målrettet med de områder, som styrelsen også kritiserer. Vi tager tilsynsrapporten dybt alvorligt og følger udviklingen nøje, forklarer kommunaldirektør Henrik Kolind, der pt. også er konstitueret direktør for området.

Klagepunkterne

Et gennemgående kritikpunkt i tilsynsrapporten er den manglende dokumentation. De aftaler, der indgås med borgere og pårørende, skal skrives ned. Uanset hvem der er på vagt, skal medarbejderen kunne slå op i journalen og se, hvad der er gældende.

Et andet markant kritikpunkt er den dårlige trivsel på stedet, som har givet langtidsfravær og flere opsigelser blandt medarbejderne. Det har fået indflydelse på det psykiske arbejdsmiljø, som har givet en hård tone blandt nogle medarbejdere, hvilket også ramte borgerne. De oplevede ikke altid at blive lyttet til og inddraget.

-   Vi er langt fra færdige med at genoprette trivslen, kvaliteten og det gode arbejdsmiljø, men der er sket væsentlige fremskridt i forhold til tilsynet i starten af oktober. De pårørende har udtrykt tillid til den nye ledelse, og det har medarbejderne også, hvilket styrelsen også anerkender i sin rapport. Men vi er ikke i mål endnu, siger Henrik Kolind.

Status på arbejdet

Der er stadig ledige stillinger – et problem Plejecenter Sct. Jørgensbjerg desværre deler med rigtig mange plejecentre i landet. Ledelsen får støtte fra rådhuset, ligesom der er sendt forstærkning fra Videnscenter for værdig ældrepleje. Der er sat sidemandsoplæring af medarbejdere i gang. Ledelsen på plejecenteret har haft et godt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og har fået god vejledning gennem forløbet.

I starten af det nye år laver kommunen en brugertilfredshedsundersøgelse for at følge, hvilke forandringer beboerne forhåbentlig oplever der er sket siden august.

FAKTA

  • Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn i både det offentlige og private sundhedsvæsen ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patienternes sikkerhed.
  • Styrelsen reagerer også på såkaldte bekymringshenvendelser og foretager reaktive tilsyn. I dette tilfælde har styrelsen udført tilsynet på baggrund af en henvendelse fra en pårørende, der kontaktede styrelsen i juni måned.