Hjælpen til mennesker ramt af hjemløshed i Roskilde Kommune skal styrkes.
Derfor har Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune nu besluttet en hjemløsestrategi og etableret et nyt hjemløseteam, der skal hjælpe hjemløse borgere til hurtigere at få tilbudt en mere varig løsning ud fra den enkeltes behov og situation.
Den nye hjemløsestrategi skal ses i sammenhæng med lovændringerne på landsplan og har en overordnet målsætning om, at alle borgere i Roskilde Kommune skal have mulighed for at sove trygt.
- Hjemløshed er et komplekst problem, der kræver en koordineret indsats. Med de tre nye strategiske indsatser og et nyt hjemløseteam prøver vi at finde de bedste løsninger til den enkelte, hvor vi får hjulpet borgeren hurtigere og mere effektivt. Meget handler i første omgang om den trygge ramme - et hjem. Det er forudsætningen for at opbygge en tryg tilværelse og bidrage positivt til samfundet, siger udvalgsformand for Beskæftigelses og Socialudvalget i Roskilde Kommune, Merete Dea Larsen.
Kommunens nye hjemløsestrategi bygger på tre overordnede kerneelementer
- Housing first tilgang
En tryg ramme - et hjem, er udgangspunktet for, at et menneske kan opnå positiv udvikling i livet. Derfor er målet at hjælpe borgere, der er hjemløse eller i risiko for at blive det, med at få en bolig, at etablere sig i boligen, blive boende og opnå den ønskede udvikling.
- Forebyggelse af hjemløshed
Med udgangspunkt i konkret viden arbejder vi på tidligt at opspore, når borgere er i risiko for hjemløshed og sætte ind, før borgeren bliver hjemløs.
- Meningsfuld beskæftigelse og fællesskaber
Vi arbejder med recovery-orienteret rehabilitering, det vil sige at borgerens ønsker og drømme sætter retningen for den sociale indsats. Det kan fx være i forhold til at komme i gang med nye fællesskaber, uddannelse og/eller beskæftigelse.
Det nye hjemløseteam skal i praksis sikre den helhedsorienterede indsats samt prioritere samarbejdet med relevante aktører såsom boligselskaber, forsorgshjem m.fl.