Torben var et politisk menneske med tre stærke drivkræfter: Ønsket om et retfærdigt samfund, viljen til at møde alle mennesker og den grønne omstilling.
Torben formåede som få at møde alle slags mennesker. Han har drukket kaffe med alle dem, som havde noget på hjerte og besøgt dem for med egne øjne at forstå deres sag. Nysgerrig, smilende, lyttende. Både til dem som havde noget i klemme, til dem som havde noget på spil og til dem som skulle være med til at finde løsninger. Og selvom Torben valgte at skifte parti, bevarede vi den gensidige respekt og det gode samarbejde.
Samtalen og kaffen var Torbens vigtigste politiske værktøj. Det gjorde ham til en vellidt kollega, samarbejdspartner – og heldigvis udfoldede Torben også sine evner til at skabe en festlig stemning.
Torbens evne til at skabe positive relationer har skabt mange resultater. Både helt konkret for de mennesker, som han stod op for i ønsket om retfærdighed og på den store politiske klinge.
Som formand for Plan- og Teknikudvalget insisterede Torben i 2016 på en studietur til Göteborg. Udvalget skulle ud og på egen krop opleve et forsøg med el-busser – og turen bar frugt. Torben var ikke til at skyde igennem, da vi i Roskilde klippede snorene og blev den første kommune med alle bybusser på el.
Jeg vil tænke på Torben, når jeg ser en af Roskildes el-busser – og det håber jeg mange andre vil gøre. Torben fortjener tak for en stor indsats for fællesskabet.
Æret være Torbens minde.
Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune.
Fakta om Torben Jørgensens politiske arbejde
- Torben Jørgensen sad i byrådet for Roskilde Kommune siden 2001.
- I 12 år var han udvalgsformand, hvor han sad for bordenden i Teknisk Udvalg, Teknik- og Miljøudvalg og Plan- og Teknikudvalget.
- I de senere år har han repræsenteret kommunens interesser i forsyningsselskaberne FORS og ARGO.