Maglegårdsvej styrkes som uddannelsesstrøg

Nyhed

23.06.22

FGU-Skolen Øst køber Maglegårdsvej 15 af Roskilde Kommune. Det giver bedre muligheder for at sikre uddannelse til alle unge, fordi de får gode lokaler tæt på andre relevante uddannelser.

Samtidig rykker Cervello, Center for Hjerneskade, til nye lokaler i Trekroner, og en moderniseret udgave af tilbuddet bevares således i Roskilde.

Med FGU’s overtagelse af bygningerne er boet efter BOMI gjort endeligt op.

”Det glæder mig, at vi er lykkedes med at videreføre et stærkt tilbud til hjerneskadede i privat regi. Og jeg er endnu mere begejstret over, at vi samtidig skaber plads til at give et endnu bedre tilbud til de unge, som har brug for ekstra hjælp til at finde deres plads på en uddannelse eller på arbejdsmarkedet,” siger borgmester i Roskilde, Tomas Breddam.

“FGU får med overtagelsen af bygningerne på Maglegårdsvej 15 mulighed for at tilbyde de unge et fleksibelt og tidssvarende uddannelsesmiljø, i nogle lokaler der fremover kan danne rammen om den Forberedende Grunduddannelse. Beliggenheden i centrum af uddannelseskvarteret på og omkring Maglegårdsvej betyder også, at de naturlige og nødvendige relationer mellem ungdomsuddannelserne styrkes,” lyder det fra Pernille Beckmann, bestyrelsesformand for FGU-Skolen Øst og borgmester i Greve Kommune.

Cervello, som arbejder for at mennesker med hjerneskade og hjernerystelse kommer tilbage til hverdagens fællesskaber, driver fortsat virksomhed i Roskilde.

”Neuro-specialisterne fra BOMI er nu godt integreret i Cervello. Vi har indrettet Klinik for Hjerneskade og Hjernerystelse i nye dejlige lokaler ved Trekroner, tæt på RUC og Absalon, og hjælper borgere fra cirka 30 sjællandske kommuner med specialiserede indsatser,” siger Helene Hoffmann, administrerende direktør i Cervello.