Kom og prøv den nye cykellegeplads
Kom og prøv en ny cykellegeplads, hvor der er plads til at øve sig og have det sjovt på cykel. Adressen er Hyrdehøj 91, Roskilde.
NyhedCykellegepladsen har både begynderbaner, tekniske baner og racerbaner, så både nye og øvede kan træne.
Målgruppen er børn sidst i børnehaven og først i folkeskolen, der skal lære at beherske cyklen.
Der er lånecykler, og pædagoger og lærere kan bestille tid på banen med undervisning.
Ud over det er den åben for alle.
Cykellegepladsen er en del af projektet ”Byens Haver”, som er et samarbejde mellem Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland.
Med Byens Haver forvandler vi en række lukkede boligområder syd for Holbækvej til en levende bydel.
Vi skaber en næsten kilometerlang forbindelse af haver. Det skal fremhæve og styrke områdets mange skjulte kvaliteter, så beboere og besøgende altid har naturen lige ved hånden.
I kanten af haverne vil der ligge boliger til familier og ældre, drivhuse, nyttehaver, sundheds- og kvarterhus, en stor fælles haveplads og meget mere.
Ud over den nye cykellegeplads har regnvandssøen fået nye lange bænke og nye asfaltstier.
Tjørnegårdsskolen har fået en ny sikker skolevej fra Lille Holbækvej og nogle nye store
legebakker.
Den tidligere grusplads ved stadion er lavet om til grønt område.













