start på hovedindhold

Klubberne skal være mobilfrie

Skal klubberne være mobilfrie? Det spørgsmål blev sendt i høring og fik 76 høringssvar fra forældre- og skolebestyrelser, klubmedarbejdere, børn, unge og andre borgere.

Nyhed

Skole- og Børneudvalget besluttede modellen med afgrænset mobilbrug for 4.-7. klasse, som også fik den største tilslutning blandt de tre mulige modeller, der var sendt i høring. Formålet er at skabe mere plads til nærvær, bevægelse og fællesskab for børnene og de unge i klubberne.

De mange høringssvar viste, at der er stor interesse for at tale om børn og unges brug af mobiltelefoner og deres digitale liv. Særligt fyldte ønsket om tydeligere rammer for brugen af mobiltelefoner.

Mange fremhævede, at mindre mobilbrug kan give bedre muligheder for nærvær, bevægelse, kreativitet og fysiske fællesskaber. Andre lagde vægt på, at reglerne skal give plads til lokal fleksibilitet og arbejdet med børn og unges digitale dannelse.

- Fysiske fællesskaber er med til at fremme børn og unges trivsel. Derfor glæder vi os til, at klubberne kan fortsætte deres gode arbejde og skabe endnu flere muligheder for, at de unge kan deltage aktivt i nærværende, kreative og inkluderende fællesskaber, siger Jeanne Bergmansen, forperson for Skole- og Børneudvalget.

Beslutningen betyder, at klubberne fremover som udgangspunkt skal være mobilfrie for børn og unge fra 4.-7. klasse, men de kan stadig bruge mobiltelefoner i særlige zoner og som en del af aktiviteter sammen med en voksen i kreative eller pædagogiske forløb. Der skal også være mulighed for at tage individuelle og praktiske hensyn.

Skole- og Børneudvalget har givet Klubberne god tid indtil den 1. maj 2027 til at formulere deres lokale retningslinjer for den nye mobilfri tid for børnene og de unge i klubberne.   

Fakta

Forslaget har været i offentlig høring. I alt kom der 76 høringssvar.  

De tre modeller:
Model 1: Der kan indføres en afgrænset brug af mobiltelefoner i klubberne for elever i 4. og 5. klasse
Model 2: Der kan indføres en afgrænset brug af mobiltelefoner i klubberne for elever fra 4.-7. klasse.
Model 3: Der fortsættes med den nuværende model, hvor klubberne lokalt arbejder med at regulere brugen af mobiltelefoner.

Model 2 blev besluttet, og ordningen gælder også børn fra 3. klasse, når de begynder i klub fra 1. maj.

#ALLE TIDERS ROSKILDE