Hestetorvet får Brolæggerprisen 2026
Roskilde Kommune tildeles Brolæggerprisen 2026 af DI Byggeri, Brolæggerlauget, for renoveringen af Hestetorvet som "bæredygtig byfornyelse med respekt for historien".
NyhedI indstillingen til prisen står der:
"Projektet illustrerer på forbilledlig vis, hvordan klassisk brolæggerfaglighed kan understøtte moderne bæredygtighedsmål. De eksisterende materialers kvalitet og levetid udnyttes fuldt ud, samtidig med at pladsen udvikles til et mere grønt og funktionelt byrum.
Belægningsarbejdet er udført med høj teknisk præcision og stor respekt for de eksisterende granitmaterialers håndværksmæssige værdi. Resultatet er et byrum, hvor fortid og fremtid mødes i en løsning, der både styrker bylivet og værner om ressourcerne."
Brolæggerlauget har siden 1986 uddelt Brolæggerprisen til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, der har vist nytænkning og særlig idérigdom i forbindelse med et eller flere belægningsarbejder.
Bygherre: Roskilde Kommune
Rådgiver: MASU Planning A/S
Hovedentreprenør: Scheller, Hougaard & Petersen A/S
Brolægningsentreprenør: Roskilde Brolægning ApS





