Besøg det nye Hestetorv
Hestetorvet er blevet fornyet med flere træer, større grønne arealer og opholdsmuligheder. Der er stadig plads til, at torvet kan bruges til forskellige begivenheder.
NyhedHestetorvet har siden 1847, da jernbanen kom til Roskilde, fungeret som ankomstplads til byen. Men torvet har formentlig eksisteret helt siden 1100-tallet, hvor det har været brugt til kvæghandel. Fra 1962 til 1994 var der parkeringsanlæg på pladsen.
Det er især området ud mod Jernbanegade, der nu har fået siddepladser og bede med træer og buske. Der mangler stadig lidt – bl.a. en lang bænk – men alt det grønne er på plads, så torvet blev indviet den 19. juni.
Granitbelægningen, som er fjernet fra Hestetorvet, genbruges på Algade.
Samtidig med at anlægsarbejdet på Hestetorvet næsten er slut, er vi godt i gang med første etape af arbejdet på Algade.
Arbejdet udføres én side af gaden ad gangen, så den modsatte side fortsat kan benyttes til cykeltrafik og varelevering. Vi forsøger samtidig i videst muligt omfang at opretholde adgang for gående i facadezonen langs butikkerne.
Vi forventer, at første etape af Algade er færdig i oktober 2026.
Der bliver opsat pullerter i efteråret 2026. Pullerterne skal sikre, at gaden er åben for varelevering og anden nødvendig kørsel fra de tidlige morgentimer og frem til formiddag.
Det endelige tidsrum er endnu ikke fastlagt, men forventes at blive nogenlunde det samme som i dag, dvs. kl. 04.00-12.00 (hverdage).
2. etape af Algade blev politisk godkendt i begyndelsen af juni. Den etape strækker sig fra Roskilde Ismejeri til og med Kreativt Hus for Børn.









