start på hovedindhold

Beredskabsdirektør fratræder efter mange års indsats – Roskilde Kommune takker for samarbejdet

Efter mange år som en værdsat og betroet beredskabsdirektør har Lars Robétjé og Roskilde Kommune indgået en fælles aftale om hans fratrædelse. Aftalen sikrer en ordentlig overgang til ny ledelse af Roskilde Brandvæsen og markerer samtidig afslutningen på et mangeårigt samarbejde.

Med fratrædelsen siger kommunen farvel til en direktør, der gennem mange år har løftet et stort ansvar med faglighed, ordentlighed og et stærkt engagement i beredskabets opgaver og borgernes tryghed.

– Der skal lyde en stor og oprigtig tak for de mange år, Lars har stået i spidsen for en vigtig del af borgernes tryghed. Lars har gennem årene ydet en meget stor og værdsat indsats for Roskilde Kommune, siger borgmester Tomas Breddam. 

For Lars Robétjé markerer fratrædelsen afslutningen på et vigtigt kapitel i en karriere, der gennem mere end 30 år har været præget af ledelse, udvikling og ansvar inden for beredskabet.

- Jeg har haft nogle både spændende, krævende og lærerige år i Roskilde Kommune. Jeg er stolt af det, vi har skabt sammen, og ikke mindst af de dygtige og engagerede medarbejdere og ledere, som hver eneste dag yder en stor indsats for borgernes sikkerhed, siger Lars Robétjé. 

Roskilde Kommune og Lars Robétjé er enige om at prioritere en god og sammenhængende overdragelse til den kommende ledelse af Roskilde Brandvæsen.

Lars Robétjé fratræder sin stilling den 1. marts 2027. Som led i aftalen bidrager han til overdragelsen til den nye ledelse og fortsætter som rådgiver frem til 1.april 2027.

Der vil blive sat gang i rekrutteringen af en ny chef for beredskabet snarest.

#ALLE TIDERS ROSKILDE