Pernille gør Ravnens skur til en hyggelig byttebiks

I Børnehuset Ravnens byttebiks kan familier donere børnenes brugte fodtøj, flyverdragter og legesager til andre og finde det, de selv står og mangler.

’Vil I have en brugt flyverdragt? Et par støvler? En sæk med tøj?’
Gennem længere tid blev leder af Børnehuset Ravnen, Pernille Ernborg Jacobsen, bombarderet med den slags generøse tilbud fra forældre til børn i dagtilbuddet.
”Ravnen ligger i et smørhul med en del ressourcestærke familier. Heldigvis er mange af dem bevidste om vigtigheden ved at passe på Kloden gennem genbrug. De vil gerne videregive deres børns aflagte ting til familier med mindre økonomisk råderum,” fortæller Pernille Ernborg Jacobsen.

Et skur blev til Byttebiksen

Forældrenes tilbud om brugte ting gav lederen en idé. Sidste efterår ryddede hun Ravnens skur og åbnede Byttebiksen: Et rummeligt lokale, hvor familierne kan lægge de børneting, de har til overs. De, der mangler udstyr til deres børn, kan kvit og frit tage ting fra reolerne, hun har installeret i skuret.
Tiltaget er en succes, oplever Pernille Ernborg Jacobsen.
”Mange familier bruger Byttebiksen aktivt. Her er ingen stringente regler om, at man kun må tage ting, hvis man selv donerer noget. Alle kan komme og se, om her er nogle ting, de kan bruge,” siger hun.

Tingene er i børnehøjde

Hos Ravnens børn skaber tiltaget en glæde ved og en øget opmærksomhed på at genbruge:
”Jeg ser børn, der som en tryg rutine lige smutter ind og vender i Byttebiksen hver morgen for at se, om her er kommet noget spændende på hylderne. Vigtigt er det, at alle tingene er synlige og let tilgængelige for både børn og voksne,” siger Pernille Ernborg Jacobsen.
Også på tværs af generationer knytter tiltaget familier sammen:
”I Ravnen har vi børn, hvis bedsteforældre hygger sig med at strikke små huer og trøjer til Byttebiksen. Her bringer vi en anden slags velgørenhedsaspekt i spil,” uddyber lederen.

Byttebiksen favner bredt

Byttebiksen ligger tæt på Ravnens parkeringsplads. Dens åbningstider følger dagtilbuddets. Det giver også familier uden tilknytning til Ravnen en let adgang til lokalet: Børn og voksne fra naboinstitutionerne gæster jævnligt Byttebiksen for at give og hente ting. Et udvidet samarbejde med flygtningefamilier fra andre bydele giver dem mulighed for at finde gode brugte ejendele i skuret.
”Byttebiksen handler for os om at lave et bæredygtigt fællesskab, der rækker ud over, hvad et dagtilbud normalt gør,” pointerer Pernille Ernborg Jacobsen.

Lederen rydder op

Også økonomisk er Byttebiksen bæredygtig.
”Det er vigtigt, at tiltaget er selvkørende. Jeg rydder op i tingene en gang om måneden, men ellers er der ingen ekstra udgifter forbundet med Byttebiksen,” understreger Pernille Ernborg Jacobsen.

Se filmen om ravnebørn og bæredygtighed

Børnehuset Ravnens børn optræder i en film om bæredygtighed, udarbejdet af dagtilbud og skole i Roskilde Kommune. Netop arbejdet med bæredygtighed samt natur, science og udeliv er en del af Børnehuset Ravnens pædagogiske læreplan.

Klik her for at se filmen med Børnehuset Ravnen

”Fedt, du har min flyverdragt på”

Lederen fremhæver, hvordan genbrugs- og genanvendelsesbegreberne gennem Byttebiksen bliver håndgribelige for selv de små vuggestuebørn:
”Tidligt får de en bevidsthed om, hvad bæredygtighed er, når de her ser deres aflagte ting få nyt liv hos andre. Jeg hører jævnligt børn i Ravnen, der glædestrålende udbryder: ’fedt, du har min flyverdragt på’, når de ser en ven gå i det overtøj, de selv er vokset ud af. Man siger, at klimavenlig adfærd starter hos de voksne. Her starter den hos børnene,” smiler Pernille Ernborg Jacobsen.

Loppemarked tiltrækker mange

Som det første dagtilbud i Roskilde Kommune opnåede Børnehuset Ravnen i foråret 2022 Friluftsrådets grønne Bæredygtighedsflag. En titel, der ifølge Pernille Ernborg Jacobsen forpligter.
”For at beholde flaget skal vi hvert år dokumentere, at vi laver en række bæredygtighedstiltag, der inddrager alle indskrevne børn i både vuggestue og børnehave. Byttebiksen er bare én lille brik i det store bæredygtighedsbillede,” siger hun og oplister en række andre af børnehusets grønne initiativer:
”En lørdag årligt faciliterer vi et børneloppemarked, hvor alle familier frit kan have en stand. På institutionens udearealer dyrker børnene hjemmehørende blomster, urter og grøntsager. Læren om lokale insektarter, som vi i Ravnen værner om ved at lade græsset på legepladsen gro hele sommeren, er et fast punkt på den pædagogiske læreplan.”

Mindre madspild på menuen

Forløb om globale klimaudfordringer er derimod ikke på agendaen i børnehuset. Som Pernille Ernborg Jacobsen forklarer:

”Vi vil undgå at skabe bekymring hos de yngste. Til gengæld lærer vi børnene, at de kun skal øse den mængde mad op på tallerkenerne, de kan spise, så vi nedbringer madspild. Bæredygtighed rummer mange perspektiver. Hos os handler det om at indarbejde det på et konkret plan, som samtidig styrker børnefællesskaberne.”

Sådan bliver børn inspirerede til at genbruge – tre råd fra Pernille Ernborg Jacobsen

  • Hold det simpelt og konkret: Lav f.eks. en lille loppebod hjemme ved boligen ved at brede et tæppe ud eller opstille et lille bord: Her kan børnene sælge eller bortforære de ting, de ikke længere bruger. Den slags små lokale aktioner batter i det større bæredygtighedsperspektiv. Samtidig kan en sådan fælles aktivitet skabe hygge og glæde blandt børn og forældre.
  • Vis børnene, at brugte genstande tit kan være lige så gode som nye: Gå i genbrugsbutikker for at finde den legeting eller det stykke tøj, dit barn ønsker sig. Tit kan det faktum, at andre har haft glæde af tingen, give den en særlig sjæl og patina. Måske kan I finde den næste fødselsdagsgave i en genbrugsbutik.

  • Hav en positiv og konstruktiv dialog med børnene om, hvorfor det er vigtigt, at vi genbruger og genanvender. Undgå at skabe frygt hos de små. Italesæt i stedet en forhåbning om og en tillid til, at vi alle prøver at gøre det bedste for Verden.

”Jeg sparer tid ved at aflevere barn og brugte ting samme sted”

Lewanda Anagnostou Skræm, der sidder i Børnehuset Ravnens forældrekontaktudvalg, bruger aktivt institutionens byttebiks med sin treårige datter.

- Hvordan oplever du som forælder Børnehuset Ravnens Byttebiks?

”I det store perspektiv er tiltaget et vigtigt skridt: Vi skal genbruge mere og købe færre nye ting, fordi produktionen af f.eks. tøj belaster miljø og klima. På det nære familieplan nyder jeg i Byttebiksen at kunne finde børnetøj i pæn stand. Aktivt vælger jeg at klæde min datter, Elektra, i brugt tøj, så hun ikke bliver udsat for de kemikalier, som mange nye tekstiler indeholder.”

- Hvilke fordele ser du ved at have en byttebiks tilknyttet din datters dagtilbud?

”Jeg sparer tiden og det ekstra arbejde, der er forbundet med at køre Elektras aflagte ting til en genbrugsbutik eller donere dem væk via lokale Facebook-grupper. I en travl hverdag er det en stor fordel for mig. Samtidig glæder jeg mig over at kunne støtte lokalsamfundet ved at sende de ting videre i rotation, som min datter ikke længere bruger. Det giver mig en følelse af medmenneskelighed.”

- Hvilken respons på byttebiks-tiltaget har du mødt fra andre?
”Som medlem af Børnehuset Ravnens forældrekontaktudvalg er jeg løbende i dialog med andre forældre til børn i dagtilbuddet. Alle er meget positive omkring tiltaget. Jeg repræsenterer som forælder tilmed Børnehuset Ravnen i gruppen af institutioner i Område Midt-øst. Også her har tilbagemeldingerne på byttebiks-initiativet været positive: Der er forældre og medarbejdere fra flere naboinstitutioner, som aktivt og med stor glæde bruger Byttebiksen.”

- Hvad er dine og Elektras favoritfund fra Byttebiksen?
”Brugte bøger hitter hos os. Min datter engagerer sig i de bøger, hun i Byttebiksen selv er med til at finde, vælge og fragte hjem. Som en fast og meget hyggelig aktivitet læser vi bøgerne sammen derhjemme. Vi finder titler, som vi måske ikke ville have opstøvet på biblioteket eller hos boghandleren. Bøger, som andre børn har blåstemplet ved at have læst dem før os. Også regntøjssæt, som man tit skal skifte, fordi de hurtigt bliver slidt, har vi haft glæde af at finde i Byttebiksen.”

- Hvad lærer Elektra af at bruge Byttebiksen?

”For nylig afleverede hun en dukke, som hun ikke længere legede med, i Byttebiksen. Senere samme dag gik hun ind for at se, om dukken var væk – det var den.
Hun og jeg fik en god dialog om, at et andet barn nu har fornøjelse af at lege med dukken, og Elektra var oprigtigt glad. Jeg havde ikke troet, at et barn på tre år kunne reflektere på det plan. Det gjorde et stort og positivt indtryk på mig.”