Åge giver grøntsagerne nyt liv i Madoasen

At kunne bidrage til at mindske madspild motiverede Åge Skovrind til at træde ind som forperson for Madoasen – en frivilligdrevet butik på Helligkorsvej, hvor kunderne billigt kan købe overskudsfødevarer fra lokale supermarkeder.

Peberfrugter, radiser, æbler, rodfrugter: Madoasen bugner af frugt og grønt denne onsdag kort før åbningstid. Foran butikken på Helligkorsvej 66 stimler kunderne sammen. På hverdage mellem kl. 16.00 og 16.45 kan alle interesserede her fylde deres medbragte pose med frugt, grønt og brød for 30 kroner.
”Vi er nødt til at bede om et lille beløb for at kunne dække vores udgifter til husleje, transport, rengøringsartikler og andet,” siger Madoasens forperson, Åge Skovrind.

Supermarkeder donerer overskudsfødevarer

Produkterne er overskudsfødevarer, som tre af Madoasens frivillige samme formiddag har hentet i de ni lokale supermarkeder, foreningen har en aftale med, fortæller Åge Skovrind.
”Det er brugbare produkter, som ellers var endt i supermarkedernes containere,” konstaterer han.

Appelsiner får nyt liv

Åge Skovrind giver et eksempel:
”Et net med appelsiner med bare én muggen frugt i ville supermarkedsmedarbejderne normalt smide ud. Når de donerer os nettet, åbner vi det og sorterer den overmodne appelsin fra. De resterende frugter sælger vi løst. På den måde redder vi rigtig megen mad fra at gå til spilde.”

Kunder har presset pengepung

Blandt butikkens kunder er studerende, pensionister, lokale fra kvarteret og herboende flygtninge fra bl.a. Ukraine.
”En del af dem, der handler hos os, er mennesker med en presset økonomi. Men vi har også kunder, der køber dagligvarer her for, af ren idealisme, at være med til at bekæmpe madspild,” erfarer Åge Skovrind.

Forperson tager hånd om mange opgaver

I det daglige spænder forpersonens gøremål i Madoasen bredt:
”Dialog med supermarkeder, sponsorer og bestyrelse, koordinering af de frivillige, der driver stedet, bortskaffelse af produkter, vi ikke kan sælge,” oplister han sine opgaver.
”Løbende opstår der lavpraktiske spørgsmål, jeg skal håndtere. Vi kunne godt ønske os en daglig leder, men det har vi ikke råd til. Alt her er baseret på filantropi,” siger Åge Skovrind.

Populær blandt frivillige

Han glæder sig over, at de frivillige flokkes om at investere tid og kræfter i Madoasen.
”Mange startede med at komme og handle her og fik lyst til at kaste nogle ulønnede arbejdstimer ind i tiltaget, fordi de føler, det giver god mening at redde maden. Lige nu har vi de frivillige, vi kan beskæftige; det er rart,” siger forpersonen.

Frivillige afspejler mangfoldighed
Denne eftermiddag åbner en italiensk og en ukrainsk kvinde butikken. De guider de kunder, der er her for første gang, og tager imod betaling i kontanter eller på MobilePay.
”Også skaren af frivillige afspejler mangfoldighed. Dog prioriterer vi i butikkens åbningstid at have mindst én dansksproget frivillig i vagtplanen, som kan kommunikere klart med kunderne,” siger Åge Skovrind.

Frivillige betaler for varer

Madoasens frivillige må fylde en pose med varer – på samme vilkår som de menige kunder.
”Det er fair, at frivillige også betaler - og tilmed en forudsætning for, at butikken kan løbe rundt økonomisk med de udgifter, vi har til daglig drift,” siger forpersonen.

Sådan handler du hos Madoasen

Madoasen på Helligkorsvej 66 er åben for alle kunder på hverdage i tidsrummet kl. 16.00-16.45. Frivillige sørger alle hverdage for at fylde butikken med fødevarer, primært frugt, grønt og brød, som ni lokale supermarkeder donerer.
En bestyrelse og ca. 50 menige frivillige driver stedet ved at hente varer fra supermarkederne, sortere dem og bemande butikken i åbningstiden.

Du kan finde mere information og viden om Madoasen på deres Facebookside: Madoasen Roskilde.

Startede i en baghave

Åge Skovrinds vej ind i Madoasen var tilfældig: I 2020 grundlagde ildsjælen Marie Ekstrand tiltaget i mindre målestok i sin have på Sct. Hansgade. Han kom forbi og fik smag for konceptet.
”Det faldt sammen med, at jeg blev pensionist og fik mere fritid. For mig er tiltaget oplagt, fordi jeg som enkeltperson her konkret kan gøre en forskel for at mindske madspild,” begrunder han sit engagement.

Forperson sætter Madoasens produkter på menuen

I hverdagen er Åge Skovrind optaget af bæredygtighed, genbrug og genanvendelse.
”Jeg tænker over min livsstil og over, hvilken klode jeg overdrager til mine efterkommere: Megen af den mad, jeg spiser, har jeg f.eks. købt her i Madoasen,” siger han.

Redder et ton mad om ugen

Madoasen gør en målbar forskel, pointerer Åge Skovrind: Hver uge bærer kunderne i deres medbragte indkøbsnet samlet set et ton overskudsfødevarer hjem fra butikken.
”Vi føler, at vi med indsatsen er med til at løse en lille del af den aktuelt største og vigtigste samfundsudfordring: At nedbringe ressourcespildet og bringe klima og miljø i bedre balance,” siger Åge Skovrind.

Politikerne skal på banen

I det større perspektiv efterlyser forpersonen politisk handling.
”Der er brug for flere gennemgribende strukturelle ændringer og en vilje hos de folkevalgte til at indfri de opstillede klima- og miljømål i vores samfund som helhed,” fastslår han.