Nye regler for parkering i bymidten
Borgermøde
Sted: Roskilde Kongrescenter, Hal A, Møllehusvej 15, Roskilde
I 2021 indfører vi mulighed for at tilkøbe ekstra parkeringstid i bymidten. Det gør vi for at give byens besøgende mulighed for at forlænge deres besøg uden at få problemer med parkeringen.
Beboerlicenserne bevares med den lille ændring, at de ikke kan benyttes i dagtimerne på de helt centrale pladser (fx. dele af Schmeltz Plads og Stændertorvet).
Målet er, at de eksisterende p-pladser i bymidten skal udnyttes bedre, så der bliver plads til både beboere, ansatte og besøgende.
Hvordan når vi det mål, så det bliver en succes for alle parter? Er der specielle forhold, ordningen skal tage højde for? Kom med på mødet og vær med til at tale om, hvordan den nye parkeringsordning skal udformes i praksis.
Sådan er ordningen tænkt:
- De første to timer vil stadig være gratis
- Vi opstiller automater, hvor man taster bilens registreringsnummer ind ved parkeringens start. Det er samtidig muligt at registrere parkering eller tilkøbe ekstra tid via apps.
- Kantstensparkering nærmest gågaderne tidsbegrænses til 30 min. i dagtimerne uden mulighed for tilkøb.
- I bymidten vil man kunne langtidsparkere i Sortebrødre p-hus.
- Boligkvarterene nærmest p-zonen tidsbegrænses til 3 timers parkering i dagtimerne- se i øvrigt kortet på næste side.
På mødet deltager borgmester Tomas Breddam og formand for Plan- og Teknikudvalget, Jens Børsting. De vil hver især fortælle lidt mere om tankerne bag ordningen, hvorefter vi kan drøfte, hvordan den bliver en succes.
Der vil undervejs blive serveret te, kaffe og frugt.
Tilmelding til mødet er nødvendig og kan ske på denne mail: anitarye@roskilde.dk