Høring om nedlæggelse af en del af den offentlige vej Brovej, Veddelev, vejlitra 7000e Veddelev By, Himmelev
Roskilde Kommune påtænker i medfør af Vejlovens § 15, stk. 1, at nedlægge den del af kommunevejen Brovej, vejlitra 7000e, Veddelev By, Himmelev, som er beliggende ved vendepladsen for enden af vejen i nærheden af Frederiksborgvej.
Høring
Roskilde
21. august 2026
26. juni 2026
Høring
Roskilde Kommune sender hermed en påtænkt afgørelse om nedlæggelse af en del af kommunevejen Brovej i Veddelev i høring.
Den del af vejarealet, der påtænkes nedlagt, er beliggende ved vendepladsen for enden af Brovej i nærheden af Frederiksborgvej. Arealet fremgår af vedlagte oversigtskort og detaljerede kortbilag.
Hvis du har bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til den påtænkte afgørelse, skal de være modtaget af Roskilde Kommune senest 8 uger fra modtagelsen af denne høring, jf. Vejlovens § 124, stk. 7.
Baggrund
Af hensyn til udbygningen af fjernvarmeinfrastrukturen har fjernvarmeselskabet vurderet, at der er behov for at etablere en fjernvarmevekslerstations i området omkring husene ved Brovej og forslår derfor en placering på kommunens nuværende vendeplads for enden af vejen.
Vendepladsen for enden af Brovej har efter kommunens vurdering en hensigtsmæssig placering til formålet. Arealet er uden væsentlige arealbindinger, og arealet ejes af Roskilde Kommune som vejmyndighed. Samtidig er arealet tilstrækkeligt stort til, at der både kan etableres en vekslerstationsbygning, og at der fortsat kan opretholdes en vendeplads, hvis vendepladsen flyttes længere mod øst inden for det eksisterende vejareal.
Roskilde Kommune påtænker derfor at nedlægge den del af vejarealet, som ikke længere er nødvendig til vejformål, med henblik på at arealet efterfølgende kan anvendes til etablering af vigtig fjernvarmeinfrastruktur.
Påtænkt afgørelse
Roskilde Kommune påtænker i medfør af Vejlovens § 15, stk. 1, at nedlægge den del af kommunevejen Brovej, vejlitra 7000e, Veddelev By, Himmelev, som er beliggende ved vendepladsen for enden af vejen i nærheden af Frederiksborgvej.
Det areal, der påtænkes nedlagt, fremgår af vedlagte oversigtskort med rød ring og detaljerede beliggenhedsplan med hvid/sort prik signatur afgrænset af en eksisterende skellinje og ny skellinje. Arealet er på ca. 110 m².
Hvis arealet nedlægges som offentligt vejareal efter Vejlovens § 15, stk. 1, påtænker Roskilde Kommune samtidig at træffe beslutning efter Vejlovens § 124, stk. 1, om, at arealet ikke skal opretholdes som privat fællesvej eller privat vej. Arealet påtænkes at udgå som færdselsareal og efterfølgende matrikuleres som en samlet fast ejendom som efterfølgende vil kunne sælges til fjernvarmeselskabet på markedsvilkår.
Vendepladsen for enden af Brovej vil fortsat blive opretholdt, men påtænkes flyttet længere mod øst, som vist på den detaljerede beliggenhedsplan efter nærmere aftale med fjernvarmeselskabet. Det er kommunens vurdering, at vendepladsen herefter fortsat vil kunne anvendes af renovationskøretøjer og andre større køretøjer som hidtil.
Da vendepladsen fortsat er nødvendig for vejens funktion, er det alene en del af det nuværende vej- og vendepladsareal, der påtænkes nedlagt.
Begrundelse
Roskilde Kommunes fjernvarmeselskab ønsker at etablere en fjernvarmevekslerstation på en del af vejarealet ved vendepladsen for enden af Brovej.
Kommunen har vurderet, at arealet er egnet til formålet, da det har en hensigtsmæssig placering i forhold til fjernvarmeinfrastrukturen, er uden væsentlige arealbindinger og ejes af Roskilde Kommune som vejmyndighed.
Det er vejmyndighedens vurdering, at der fortsat kan opretholdes en vendeplads med samme funktion som hidtil, hvis den nuværende vendeplads flyttes længere mod øst inden for kommunens vejareal. Der er udarbejdet kørekurver, som dokumenterer, at vendepladsen ved den foreslåede østligere placering fortsat vil kunne anvendes af renovationskøretøjer og andre større køretøjer.
Det er på den baggrund kommunens vurdering, at den del af vejarealet, der påtænkes nedlagt, ikke længere vil være nødvendig til vejformål.
Vejarealet påtænkes nedlagt med henblik på efterfølgende overdragelse til fjernvarmeselskabet, som ønsker at opføre en vekslerstationsbygning på arealet som betegnes som samfundsvigtig energi infrastruktur.
Efter matrikelkortet er den del af vejarealet, der påtænkes nedlagt, ikke eneste adgangsvej til en ejendom. Kommunen vurderer desuden, at arealet ikke i øvrigt er af væsentlig betydning for en ejendom, når der fortsat opretholdes en funktionsdygtig vendeplads for enden af Brovej.
Selve etableringen af bygningen forudsætter særskilte ansøgninger og tilladelser fra kommunen herunder landzonemyndigheden og eventuelle øvrige relevante myndigheder.
Roskilde Kommune forventer, at der i forbindelse med den videre behandling af projektet vil blive stillet vilkår om etablering af beplantning med henblik på at fastholde og understøtte det grønne udtryk mellem Frederiksborgvej og den påtænkte vekslerstation.
På den baggrund er det Roskilde Kommunes samlede trafikale og vejmyndighedsmæssige vurdering, at den pågældende del af vejarealet kan nedlægges som offentligt vejareal og udgå som færdselsareal.
Lovgrundlag
Det fremgår af Vejlovens § 15, stk. 1, at kommunalbestyrelsen bestemmer, hvilke offentlige vejarealer der skal nedlægges.
Når kommunen efter Vejlovens § 15 har bestemt, at et offentligt vejareal skal nedlægges, skal kommunen efter Vejlovens § 124, stk. 1, tage stilling til arealets fremtidige status. Det betyder, at kommunen skal tage stilling til, om arealet helt eller delvist skal opretholdes som vej, herunder som privat vej eller privat fællesvej, eller om arealet skal udgå som færdselsareal.
Efter Vejlovens § 124, stk. 2, skal arealet opretholdes helt eller delvist som vej, hvis arealet er eneste adgangsvej til en ejendom, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang. Arealet skal desuden opretholdes som vej, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at arealet i øvrigt er af vigtighed for en ejendom.
Det er Roskilde Kommunes vurdering, at den del af vejarealet, der påtænkes nedlagt, hverken er eneste adgangsvej til en ejendom eller i øvrigt er af vigtighed for en ejendom. Kommunen vurderer derfor, at betingelserne for at lade arealet udgå som færdselsareal er opfyldt.
Videre proces
Når høringsfristen er udløbet, vil Roskilde Kommune gennemgå eventuelle bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag.
Disse vil indgå i kommunens grundlag for at træffe endelig afgørelse om, hvorvidt den pågældende del af Brovej skal nedlægges som offentligt vejareal og udgå som færdselsareal.
Når der er truffet afgørelse vil den blive offentliggjort.
Offentligt tilgængeligt
Alle høringssvar vil indgå i den videre behandling af sagen. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling, bliver dit høringssvar offentliggjort i sin fulde længde som et bilag til sagen. Vi offentliggør også et høringsnotat med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med navn og adresse.
Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.
De oplysninger, du giver nedenfor om din adresse og mailadresse, vil ikke blive vist her på siden.
Dine oplysninger vil være offentligt tilgængeligt i indeværende byrådsperiode og næste, dvs. i max. 8 år.
Når du har sendt høringssvaret, går svaret automatisk til sagsbehandler. Du vil modtage en kvitteringsmail på den mailadresse, du har oplyst.
Navne-/adressebeskyttelse og følsomme personoplysninger
Har du navne-/eller adressebeskyttelse skal du sende dit høringssvar via Vejes digitale post vedr. høringer (borger) og gøre opmærksom på i mailen, at du har navne-/eller adressebeskyttelse. Dit høringssvar vil efterfølgende blive vist på høringsportalen og indgå i høringsnotatet og bilag med alle høringssvar i den politiske sag med oplysning om navne-/eller adressebeskyttelse.
Hvis du oplyser følsomme personoplysninger i dit høringssvar skal du sende dit høringssvar via Vejes digitale post vedr. høringer (borger) eller Vejes digitale post vedr. høringer (virksomhed/forening). Følsomme personoplysninger er f.eks. oplysninger om politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning; helbredsoplysninger m.m. Dit høringssvar vil efterfølgende blive vist på høringsportalen og indgå i høringsnotatet og bilag med alle høringssvar i den politiske sag uden oplysning af navn og adresse.
Personoplysninger
Vi beder om dine oplysninger for at kunne behandle og vurdere høringssvarene i forhold til den aktuelle sag. Når du udfylder og sender denne formular til os, bekræfter du samtidig, at vi gerne må registrere de oplysninger, du selv har tastet ind.