Valg til integrationsrådet
Der er valg til det nye Integrationsråd, og du kan stille op som borgerrepræsentant! Integrationsrådet arbejder for at sikre en effektiv integrationsindsats i Roskilde Kommune og bidrager samtidig til at fremme etnisk ligestilling.
Hvem er Integrationsrådet?
Integrationsrådet består af 12 medlemmer, som enten har bopæl i Roskilde eller en erhvervsmæssig tilknytning til kommunen. Rådet består af:
- To repræsentanter fra Byrådet
- Syv repræsentanter fra lokalsamfundet, som udpeges af Byrådet på baggrund af indstillinger. Disse repræsentanter kan fx komme fra flygtninge- og indvandrerforeninger, arbejdsmarkedets parter (herunder virksomheder), sprogskoler, skolebestyrelser, frivillige sociale foreninger, boligselskaber, politiet eller folkeoplysningsområdet
- Tre borgerrepræsentanter, som vælges på et opstillingsmøde
Der udpeges også en stedfortræder for hvert medlem.
Stil op som repræsentant fra lokalsamfundet
Hvis du repræsenterer en forening, institution eller virksomhed med relevans for integrationsarbejdet, kan du indsende en indstilling til Integrationsrådets sekretariat senest onsdag den 25. februar 2026. Indstillingen sendes via e-mail til khalila@roskilde.dk
Stil op som borgerrepræsentant
Hvis du ønsker at stille op som borgerrepræsentant, skal du dukke op til opstillingsmødet, hvor repræsentanterne bliver valgt. Det foregår torsdag den 26. februar 2026 kl. 16.00 på Roskilde Bibliotek, Dronning Margrethes Vej 14, 4000 Roskilde. Du skal ikke melde dig som kandidat før mødet.
Du er også meget velkommen til at deltage i mødet, hvis du ikke selv ønsker at stille op, men blot er nysgerrig på at se, hvem der bliver valgt.