
Roskilde Dyrskue og Milen
Roskilde Dyrskueplads omfatter arealet, hvor der afholdes dyrskue, festival mv., mens Milen er landskabet syd for og rundt om Roskilde Dyrskueplads.
Roskilde Dyrskueplads og Milen
Her lever store arrangementer som Roskilde Festival, Roskilde Dyrskue og mange andre side om side med grusgravning. Her skal skabes et unikt område for store og små oplevelser.
En helhedsplan for området ved Roskilde Dyrskueplads og Milen peger 25 år ud i fremtiden og skitserer, hvordan området i kølvandet på grusgravningen skal omdannes til et unikt bynært kultur- idræts- og fritidsområde. Events og hverdagsliv skal drage nytte af de samme arealer og faciliteter, og naboskabet til Musicon skal udnyttes i et tæt samspil mellem den musiske bydel og områdets rekreative tilbud.
Relationer til kommunens strategier og politikker
Fastholdelse af Roskilde Festival og andre store events i området er afgørende for kommunens musiske profil. Heri indgår også tanker om at udnytte området som udstillingsvindue for fødevareproduktion – en videreudvikling af det årlige dyrskue og Madkulturen - Bedre mad til alle. Som bynært rekreativt landskab understøtter området samtidig ønsket om let adgang til bevægelse i hverdagen for byens borgere.
Læs mere om

I 2013 er der udarbejdet en landskabs- og kunststrategi af tegnestuen SLA og billedkunstner Morten Stræde. Hermed er visionen om et musisk, fleksibelt landskab omsat til en plan med konkrete handlinger. Samtidig er området blevet døbt Milen med reference til de store sandmiler i det danske kystlandskab, der som råstof- og festivalområdet er i varig forandring.
Himmelsøen - Darup Grusgrav og Eventscenen - Kamstrup Grusgrav ligger først for at blive udviklet til nye landskaber, som både kan bruges til hverdag og fest.
I alle områder bliver der arbejdet med rå, robuste materialer som grus og beton. Beplantningen vil mest bestå af hjemmehørende arter, der gerne må bære frugter og nødder.
Hvert år skal området have et nyt kunstværk af forskellige kunstnere. Alle kunstværker skal følge et dogme, hvor det enkelte værk skal være støbt af beton på stedet og i meget stor skala. Kunsten skal indgå som en integreret del af landskabet og adfærden i området. Morten Stræde har skitseret de første to kunstværker, hvor ”Floating World” i Himmelsøen bliver udført i 2014.
Forudgående konkurrence
SLA og Morten Stræde blev valgt til at udarbejde landskabsplan og kunststrategi ved en forudgående konkurrence. Der var indbudt tre danske tegnestuer med tre tilknyttede kunstnere, der kom med hver deres bud på en fornyelse af landskabet.
- Diamond Lakes - idéoplæg af Bisgaard Landskab og Jens Haaning
- Tonemarken - idéoplæg af Schønherr og Henrik Menné
- Roskilde Råstofkammer - idéoplæg af SLA og Morten Stræde
Til grund for konkurrencen ligger blandt andet rapporten Analyser og studier af Roskilde Råstof- og festivalområde, som er udarbejdet af tegnestuen Schønherr i juli 2012.
Darup og Kamstrup Grusgrave
Roskilde Kommune har opkøbt Darup og Kamstrup grusgrave, hvilket sikrer offentlighedens adgang til store landskabsområder. Darup Grusgrav tiltrækker allerede gæster i dag med sit store søområde og fine naturoplevelser. Som led i kommunens Grøn Blå Strategi har kommunen ansøgt om midler til naturpleje og stiforløb i området, og har også tanker om en badestrand langs søbredden.
Kamstrup Grusgrav lige syd for Dyrskuepladsen er færdigudgravet, men mangler endnu den sidste efterbehandling.

Floating World er det første kunstværk i Milen, som landskabet syd for Roskilde Dyrskueplads nu kaldes. Kunstværket fungerer også som et 44 meter langt udsigtspunkt over Himmelsøen.
De næste 20-25 år bliver området udviklet med kunst, nye bevægelsesaktiviteter og en markant bearbejdning af landskabet samtidig med, at grusgravningen fortsætter.
Floating World blev indviet i 2015 ved Himmelsøen (Darup grusgrav) af formand for kunstudvalget og for kommunens Kultur- og Idrætsudvalg, Birgit Pedersen.
Det er billedhugger Morten Stræde, som har skabt værket , og som også har været med til at udvikle kunststrategien for Milen.
I 2013 blev der udarbejdet en landskabs- og kunststrategi af tegnestuen SLA og billedkunstner Morten Stræde. Hermed er visionen om et musisk, fleksibelt landskab omsat til en plan med konkrete handlinger. Samtidig er området blevet døbt Milen med reference til de store sandmiler i det danske kystlandskab, der som råstof- og festivalområdet er i varig forandring.
Milens andet værk er lige som det første lavet af billedhugger og professor Morten Stræde. Værket hedder Water World og det er placeret centralt i Milens landskab lige syd for Dyrskuepladsen.
Værket består af fire elementer i beton, der sammen opsamler, styrer og viser overfladevandets bevægelse fra et højdedrag til et vandhul. Morten Stræde beskriver Water World på følgende måde:
Vand løber nedad, det ved enhver
Vand er en meget voldsom kraft. Det ved alle, der har haft vandskade i sit hjem, eller har set nyhedsmediernes film med flydende biler på danske motorveje. Global opvarmning og nye regnmønstre har gjort vand til en stor og ofte destruktiv kraft.
Vand kan flytte enorme mængder sten, grus og ler. Det er tydeligt for den, der står ved et å-løb og ser vandet grave i brinkerne, eller som turist ser ud over Grand Canyons enorme erosionslandskab.
Et landskab ændres radikalt, når vandstanden stiger bare en halv meter, eller når vandet sliber sig ned i terrænet som en lille udgave af Grand Canyon.
Der er ikke tvivl om, at det er kraftfulde billeder i al deres fascinerende destruktion.
Landskabsskulpturprojektet "Waterworld" tager afsæt i de nævnte billeder på vandets kræfter. Der er tale om et skulpturværk som består af 4 store betonelementer.
De fire elementer ligger spredt over en græsflade, som skråner ned mod vandhullet i den del af Milen, der hedder "Dream City". De er alle udført i beton. De fortæller en næsten geologisk historie om området. Milen er en gammel grusgrav, og grus tilsat cement giver beton.
Men der er et femte element i skulpturværket, som spiller en meget fremtrædende rolle. Det er vandet. Terrænet omkring "Dream City" er dækket af et jordlag, som ikke kan opsuge regnvand. Når det regner, siler vandet gennem græsset over hele fladen ned mod vandhullet.
Hele terrænet bliver vådt og sumpet. I stedet for at lade vandet løbe gennem græsset ned mod søen, bliver det styret og brugt som et skulpturelt element. Ved at regulere terrænet samles vandet og styres ned over skråningen i et defineret forløb.
Nord for vejen ledes regnvandet ned mod det første skulpturelle element. Det siver gennem skulpturen ud på skråningen syd for vejen.
På sin vej ned mod vandhullet opfanges vandet af de skulpturelle elementer, som både ændrer vandets løb og renser det i de stenfaskiner, der er anlagt omkring skulpturelementerne. Det ender i vandhullet hvor det sidste skulpturelement ligger, let kæntret og omgivet af det vand som er skulpturprojektets hovedaktør.
Når området ligger tørt hen i perioder uden nedbør, fungerer betonelementerne som land-art skulpturer.
Water World er skabt af billedhugger Morten Stræde og er blevet til i et samarbejde med SLA Landskabsarkitekter. Water World er finansieret af Roskilde Kommune og Roskilde Festival.

Med Dyrskuepladsen som omdrejningspunkt skal scenen sættes. Nye fleksible bygninger og øget adgang for offentligheden er nøgleord for en snarlig modernisering af Dyrskuepladsen. I Rabalderstræde-aksen fra Musicon skal anlægges en stibro over motorvejen og på Dyrskuepladsen skal der opbygges en urban zone, som skal være springbræt for oplevelser.
Byrådet vedtog den 22. juni 2011 en lokalplan, som tager afsæt i en helhedsplan for området, men fastlægger mere detaljerede og bindende bestemmelser for områdets udvikling.
Inden for lokalplanområdet er der givet plads til funktioner, der understøtter kultur- idræts- og fritidsliv og ikke mindst afholdelse af de store events - Roskilde Festival og Roskilde Dyrskue.
Planen muliggør en modernisering af Dyrskuepladsen med plads til en permanent arena til store koncerter, og der sikres kobling til Musicon. Hertil kommer en arealreservation til offentlige formål mellem Dyrskuepladsen og Køgevej, dels til servicearealer for Dyrskuepladsen dels til idrætsaktiviteter.
Lokalplanen er udarbejdet i dialog med interessenter i området.
Darup Idrætscenter skal splittes op. Allerede nu er der anlagt nye kunstgræsbaner ved Rådmandshaven og nye baner øst for Dyrskuepladsen som led i at sikre plads til idrætten.
Dette giver nye og bedre muligheder for dobbeltudnyttelse af funktioner nær Den urbane zone, hvilket skal skabe synergi mellem de forskellige brugergrupper i området.
Publikationer

1 / 5
Publikationer
Handleplan for Roskilde Dyrskueplads og Milen 2025-28
Kontakt Byudvikling og Grøn Omstilling
Mandag | 09:00 - 14:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 - 14:00 |
Onsdag | 09:00 - 14:00 |
Torsdag | 09:00 - 14:00 |
Fredag | 09:00 - 14:00 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.
Telefon
Mandag | 09:00 - 14:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 - 14:00 |
Onsdag | 09:00 - 14:00 |
Torsdag | 09:00 - 14:00 |
Fredag | 09:00 - 14:00 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Adresse
Send sikker mail
Send almindelig mail
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.