Sagsbehandler til hjælpemidler til børn, unge og voksne søges til Hjælpemiddelafsnittet

Brænder du for sagsbehandling af hjælpemidler til børn, unge og voksne?
En af vores dygtige medarbejdere på børne- og ungeområdet har søgt nye udfordringer. Så er du interesseret i at blive vores nye kollega, hvor du både skal indgå i teamet, der behandler ansøgninger fra børn og unge og inden for det øvrige hjælpemiddelområde, så har vi stillingen til dig!

Du vil indgå i Hjælpemiddelafsnittet, som består af 30 dygtige medarbejdere. Du vil blive en del af en kollegagruppe bestående af 17 sagsbehandlende ergo- og fysioterapeuter, herunder 1 erfaren sagsbehandler på børne- og ungeområdet, 1 bilsagsbehandler, 7 depotkollegaer, 4 administrative kollegaer og 1 forflytningskonsulent.

Dine arbejdsopgaver vil være:
Sagsbehandling af ansøgninger fra børn og unge efter Serviceloven og Barnets lov.

 Det sker i et lille team, hvor I sammen har fokus på fyldestgørende og individuel rådgivning og vejledning til børn, forældre og samarbejdspartnere.
 Vi lægger vægt på faglig grundighed i sagsbehandlingen, som fører til korrekte afgørelser, der formidles i et forståeligt sprog til borgerne. Sparring, faglig udvikling og fordybelse sker i teamet og i samarbejde med leder. 

Sagsbehandling af ansøgninger fra voksne efter Serviceloven.

Du indgår i et team af sagsbehandlende terapeuter. Sammen fordeler I opgaverne: hjemmebesøg, Kvikservice, hvor borgerne møder fysisk op på Hjælpemiddelafsnittet samt sagsbehandling og vejledning ved telefoniske henvendelser. Du får derudover mulighed for at indgå i  samarbejdsrelationer og udviklingsopgaver internt i huset såvel som eksternt i hele organisationen. 
 Fordelingen af din arbejdstid mellem de to områder vil variere afhængigt af mængden af ansøgninger og det fælles ansvar for opgaveløsningen i Hjælpemiddelafsnittet. 

Vi ønsker os en kollega som:

  • Er uddannet fysioterapeut eller ergoterapeut 
  • Har erfaring med eller er interesseret i at sagsbehandle ansøgninger om hjælpemidler til børn og unge samt Barnets lov.
  • Har lyst til borgerkontakt især til børn og deres forældre.
  • Befinder dig godt med, til tider, mange bolde i luften.
  • Har gode kommunikative evner i skrift og tale og arbejder struktureret. 
  • Har en positiv indstilling og trives både med tværfagligt samarbejde internt og på tværs af organisationen. 
  • Kan arbejde selvstændigt, og har lyst til at være en del af et velfungerende team, hvor opgaverne løses i fællesskab. 
  • Har lyst til at indgå i et tæt samarbejde med børne- og ungeteamet om sagsbehandlingen.
  • Har kørekort. 

Hos os får du:

  • Mulighed for at kombinere sagsbehandling af hjælpemidler inden for de generelle områder med faglig fordybelse på børne- og ungeområdet, herunder Barnets Lov.
  • En masse dygtige sagsbehandlende kollegaer med flere års erfaring i teams, hvor samarbejde og hjælpsomhed er i højsædetog fælles ansvar for opgaveløsningen.
  • En arbejdsplads, der sætter borgeren i centrum, og et spændende og meningsfyldt arbejde med stor grad af frihed og ansvar. 
  • Vi giver dig en grundig introduktion i at arbejde med sagsbehandling i Nexus, faglig sparring og godt kollegialt sammenhold.
  • Mulighed for selvtilrettelæggelse og fleksibel arbejdstid inden for gældende overenskomst, og med mulighed for 1 hjemmearbejdsdag under hensyntagen til den fælles opgaveløsning i teamet.

Løn og ansættelse
Stillingen ønskes besat fra 1. marts 2026 eller hurtigst muligt herefter. Stillingen er på 34-37 timer ugentligt fordelt på 5 hverdage.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst.
Ved ansættelse indhentes der straffeattest.

Hvis du har spørgsmål
Du er meget velkommen til at kontakte TR for ETF Bende Valentin på tlf. 2490 6688, TR for Danske Fysioterapeuter Christina Petersen på tlf. 2170 7162, sagsbehandler på børne- og ungeområdet Kathrin Zimling Heilskov på tlf. 5120 5835 mellem kl. 9-14 eller afdelingsleder for Hjælpemiddelafsnittet Eva Johansen på tlf. 2912 8109 eller mail evagjo@roskilde.dk 

Du kan læse mere om Hjælpemiddelafsnittet på Roskilde Kommunes hjemmeside.
Ansøgningsfristen er d. 20. januar 2026. Samtaler forventes afholdt den 26.01.2026. 

”Roskilde Kommune er Region Sjællands største kommune. Organisationskulturen er kendetegnet ved stor inddragelse af medarbejdere, der både kan og vil tænke i helheder, tage ansvar og derved sikre den bedste service for borgeren. Vi er bare #Alle Tiders Arbejdsplads.” 

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE