Roskilde Kommune søger en engageret sagsbehandler til arbejdet med kystsikring og badebroer

Synes du også, at det er vigtigt at bevare det smukke kystlandskab langs Roskilde Fjord med respekt for naturen og fri passage langs kyststrækningen?  Vil du være en del af en visionær og spændende arbejdsplads, hvor politiske ambitioner og høj faglighed lægger kimen til kompetent sagsbehandling på tværs af myndighedsområder? Så er det måske dig vi søger som sagsbehandler til arbejdet med kystbeskyttelse samt bade- og bådebroer i vores tværfaglige afdeling, Byudvikling og Grøn Omstilling i Roskilde Kommune.

Kystlandskabet på dagsordenen i Roskilde Kommune

Roskilde Kommune er beriget af et enestående fjord- og kystlandskab med en række særegne og beskyttede naturtyper både på land og i vand samtidig med, at fjorden og kysten er et stort rekreativt aktiv for borgere og besøgende. I 2023 vedtog Roskilde Byråd en ambitiøs kyststrategi, der har til formål at bevare og fremme kystlandskabet, sikre en sammenhængende kyst, bevare det åbne land omkring kysten og sikre den offentlige adgang. Kyststrategien er et vigtigt administrationsgrundlag for en ensartet sagsbehandling af eksisterende og nye anlæg ved kysten, som tager hensyn til naturen, landskabet og den offentlige adgang. I forlængelse heraf har byrådet i 2025 vedtaget et nyt administrationsgrundlag for både- og badebroer, der bl.a. skal sikre at broer er offentligt tilgængelige og underordner sig landskabet. De nye administrations-grundlag stiller os over for et vigtigt arbejde med at lovliggøre eksisterende kystsikringsanlæg og bade- og bådebroer, samtidig med at vi løbende får nye ansøgninger ind. Det er en indsats, der kræver sans for detaljen og blik på helheden samt en stærk lyst og evne til at indgå i konstruktive dialoger med berørte grundejere og brugere langs kysten.

Om jobbet

Som ny sagsbehandler til arbejdet med kystsikring og bade- og bådebroer bliver du en del af Byudvikling og Grøn Omstilling der tæller 35 engagerede og kompetente medarbejdere med tværfaglige baggrunde, som spænder fra arkitekter og landskabsarkitekter over miljøplanlæggere og biologer til mobilitets-, klima- og energiplanlæggere. Vi går ambitiøst til udviklingen af fremtidens byer, landskaber, natur- og rekreative områder i tæt samarbejde med hinanden, vores fagkollegaer i resten af direktørområdet By, Kultur og Miljø samt kommunens engagerede borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi lægger vægt på tillidsfulde samarbejder og løbende faglig sparring, og vi har fokus på kompetenceudvikling for den enkelte og for afdelingen som helhed.

Afdelingen består af tre teams, og du bliver en del af Team Land og Natur med i alt 12 kolleger, der arbejder med opgaver og sagsbehandling inden for landzone, beskyttelseslinjer, vandløb, beskyttet natur, Natura 2000, skovrejsning og VVM-screening. Derudover arbejder teamet med udvikling og pleje af ny natur, herunder Grøn Trepart, og stier i det åbne land. Du bliver en del af et stærkt hold, der allerede nu arbejder med kystsikring og bade- og bådebroer, og du vil blive mødt af kolleger, der lægger vægt på sidemandsoplæring, erfaringsudveksling og samarbejde. Som medarbejder i teamet, vil du også få mulighed for at bidrage til andre af teamets opgaver, alt efter dine kompetencer og interesser.

Om dig
Vi forestiller os, at vores nye sagsbehandler til arbejdet med kystsikring og badebroer:

  • har kendskab til kystbeskyttelsesloven og gerne erfaring med sagsbehandling af kystsikringsanlæg samt bade- og bådebroer
  • sætter en ære i at passe på kystlandskabet og naturen samtidig med, at du kan sætte dig ind i borgernes situation gennem konstruktiv dialog og vejledning
  • kan arbejde selvstændigt, men også dele fælles ansvar for opgaverne i teamet
  • kan skabe engagement, ejerskab og tillidsfulde samarbejdsrelationer
  • kan arbejde struktureret med blik for detaljerne uden at miste overblik og helheden af syne
  • kan kommunikere både skriftligt og mundtligt, så vores politikere, borgere og virksomheder m.fl. føler sig mødt med respekt
  • har interesse for på sigt at brede dit arbejdsområde ud til flere sagsområder inden for opgaverne i Team Land og Natur – og i tværfaglige samarbejder på tværs af afdeling og forvaltning

Lidt om organisationen:
Byudvikling og Grøn omstilling er en del af direktørområdet By, Kultur og Miljø, hvor i alt ca. 150 medarbejdere hver dag samarbejder om at udvikle og drifte vores byer og landdistrikter i et tværfagligt miljø og i samskabelse med borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi har til huse på Roskilde Rådhus, Rådhusbuen 1, ca. 5 minutter til fods fra Roskilde station. Roskilde Kommune bestræber sig på at være en fleksibel arbejdsplads og understøtter mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag. Vi har kantine- og sundhedsordning.

Løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer. Ansættelse vil ske efter gældende overenskomst. Lønniveauet forhandles efter de gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt, eller 1. marts 2026. Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelsen.

Yderligere oplysninger:
Vil du vide mere om stillingen, kan du ringe til Pernille Fox, teamleder for Team Land og Natur på telefon 46313567 eller 2499 1334  eller planlægger og sagsbehandler Cecilie Højrup på telefon 4631 3544.

Ansøgningsfrist:
Ansøgningsfrist er 7. januar 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 3.

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE