Brænder du for pigefællesskaber – og tør du gøre en forskel? Klub Roskilde Midt søger energisk og relationsskabende pædagog til Hedeboparken

Brænder du for at arbejde med børn og unge, styrke fællesskaber og sætte særligt fokus på pigefællesskaber? Vil du være den voksne, der inspirerer, støtter og involverer dig i unge menneskers liv? Vi leder efter en ildsjæl, der har engagementet og evnen til at skabe meningsfulde relationer og fællesskaber – måske er det dig?

Om Klub Roskilde Midt og Afdeling Hedeboparken
Velkommen til Hedeboparken - en fritids- og ungdomsklub i Roskilde By. Her får du et "klubhus", hvor mulighederne er mange, og fællesskabet er i centrum. Vores vision er, at børn og unge skal føle sig set, hørt og som en del af et stærkt fællesskab. Vi arbejder for at fremme læring, demokratisk dannelse, identitetsudvikling – og naturligvis også digital dannelse.
Afdelingen ligger centralt på Københavnsvej, tæt på motorvejen, bymidten og offentlig transport. Du bliver en del af et dedikeret team med fem medarbejdere, der hver dag arbejder for at give børnene og de unge en hverdag med liv, grin og læring.
Afdeling Hedeboparken er en del af Klub Roskilde Midt, som består af 40 medarbejdere, tre ledere og ca. 700 børn og unge fordelt på fem afdelinger, heraf en specialinstitution. Vi samarbejder på tværs af afdelinger og klubområder for at skabe (endnu flere) børne- og ungefælleskaber.

Hvad tilbyder vi dig som kollega?

Som pædagog i Hedeboparken får du adgang til moderne faciliteter og et miljø, hvor der er plads til kreativitet og engagement. Du kan blandt andet bruge vores kreative værksted, E-sportsrum, musiklokale, rollespilsrum, café og uderum – og du stor har mulighed for at præge aktiviteterne og rammerne.
Du bliver en del af et fællesskab, der giver dig mulighed for at deltage i spændende projekter og aktiviteter på tværs af klubberne som f.eks. ferieuger ved skov og strand, kolonier, og tværgående indsatser som eksempelvis e-sport, musik, outdoor og meget mere.
Vi er slet ikke færdige med at videreudvikle på vores børne- og ungeindsats, vores hus og os som kollegial gruppe.
Vi har en systematisk børnegennemgang, og er fortsat ved at udvikle denne, så vi sikrer at vi "når omkring alle børn".
Endelig tilbyder vi dig en rolle, hvor du kan gøre en konkret forskel i børn og unges hverdag. Her handler det om at skabe stærke relationer og fællesskaber, der understøtter både trivsel og udvikling

Hvad er din rolle?
Som pædagog hos os vil du have en særlig opgave med fokus på at styrke pigefællesskaber og skabe trygge rum, hvor pigerne kan udvikle sig både individuelt og som en del af fællesskabet. Du vil være enrollemodel, der engagerer dig i de unges liv med nysgerrighed, empati og en evne til at skabe rammer, hvor de kan få medbestemmelse.

Derudover:

  • Du brænder for at se børn og unge trives – og arbejder for at skabe de optimale rammer for dem.
  • Du har lyst til at styrke fællesskaber, hvor alle børn og unge oplever reel medbestemmelse.
  • Du tør tage ansvar og bidrager aktivt til både dagligdagen og teamets udvikling.
  • Du har gode samarbejdsevner og en anerkendende tilgang, både til kolleger, børn og forældre.
  • Du har interesse for digital dannelse – og kan hjælpe unge med at færdes ansvarligt online.

Arbejdstid og vilkår
Stillingen er på 34 timer og er primært i fritidsklubben (3. - 7. kl) i eftermiddagstimerne til kl. 17, 1-2 aftener i Klub Ung (13-17 år) og enkelte arrangementer uden for almindelig åbningstid og i weeender. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Børne- og straffeattest indhentes ved ansættelse.

Ansøgningsfrist: 14. januar 2026
Ansættelsesdato: 1. marts 2026 eller snarest muligt.
Ansættelsessamtaler: Vi afholder løbende 1. samtalerunde og en 2. samtalerunde i uge 4

Vil du vide mere?
Kontakt klubleder Steen Egedal Nielsen på tlf 4020 6545 (efter 4. januar 2026), og kom gerne forbi afdelingen for et besøg – Vi glæder os til at møde dig!
Hos Klub Roskilde Midt får du ikke bare et job – du får en rolle, et ansvar og muligheden for at gøre en reel forskel.

Vi ses i Hedeboparken, Klub Midt!

Få et glimt af os her:
https://klub.roskilde.dk/da-dk/klub-midt/
Ung til Ung indsats

Søg stillingen
#ALLE TIDERS ROSKILDE