
Bred aftale om budget 2026 er på plads
Der er indgået budgetforlig for 2026 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Moderaterne.
Nyhed
Der er den 2. september indgået et bredt budgetforlig om Roskilde Kommunes budget for 2026.
Roskilde Kommune står overfor store forandringer, hvor velfærden kommer under pres i fremtiden. Kommunen får flere børn og ældre med behov for pleje og omsorg, flere borgere oplever ensomhed og mistrivsel, og flere lever med handicap eller psykiske udfordringer, som kræver særlige løsninger. Samtidig må vi forvente en stigende mangel på arbejdskraft. Det kalder på nytænkning, innovation og velfærdsopgaver, som løses på nye måder.
I efteråret 2023 lancerede Roskilde Kommune derfor 2030-visionen ’Velfærd skaber vi sammen’, en omstilling af måden, vi grundlæggende tænker kommunen på, hvor velfærden i højere grad udvikles i tæt samarbejde med medarbejdere, borgere, frivillige og andre aktører. Hvor der sættes fokus på nytænkning, trivsel og fællesskaber, som en måde at skabe trivsel og livskvalitet i en fremtid med færre medarbejdere.
Med vedtagelsen af visionen forpligtede de politiske udvalg sig til at komme med forslag til omstillinger svarende til i alt 150 mio. kr. i 2025. De politiske udvalg har derfor det sidste år arbejdet med at omsætte visionen til virkelighed. Omstillingerne er kommet godt i gang, og gør allerede en forskel for kommunen, og den borgernære hverdag. Samtidig står det klart, at der er tale om en ”rejse”, som lige er startet. På sigt taler vi om en transformation af velfærdsydelser, som i en helt anden grad lægger vægt på forebyggelse og inddragelse af civilsamfund og det private erhvervsliv. De nye omstillinger skal have tid til at virke. Der er enighed om, at der skal være politisk fokus på fortsatte resultater og konsekvenser af de op- og nedprioriteringer, der følger de iværksatte omstillinger.
Med budget 2026 vil budgetforligspartierne holde fast i de tiltag fra visionen, der allerede er igangsat, og ikke sætte en masse nye ”skibe i søen”.
Høring af budgettet opstartes den 12. september og går frem til den 28. september.
Læs hele budgetforliget for 2026 nedenfor.