start på hovedindhold

Roskildeborgmester: Hvem tør tage en politisk beslutning om Danmarks atomaffald?

For 23 år siden besluttede Folketinget, at de radioaktive forsøgsanlæg på Risø skulle afvikles. Det skete efter, at Folketinget for 41 år siden besluttede, at vi ikke skulle have A-kraft i Danmark.

Pressemeddelelse

I dag er atomaffaldet fra forsøgsanlægget – sammen med alt det, der er kommet til siden fra bl.a. hospitaler – stadig placeret i tønder i en hal på Risø. 

Risø ligger 6 km. fra Roskildes centrum og 1,5 km. fra nærmeste boligområde.

En beslutning om, at alt skulle være væk i 2023 fra Risø er senere blevet udskudt til 2073. Dette til trods for, at Risø ifølge tekniske rapporter hverken er egnet som slutdepot eller som mellemdepot.

”Jeg er spændt på, om der er nogle politikere, der vil tage låget af syltekrukken her i valgkampen”, siger Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

”Vores tålmodighed er tyndslidt, og vi oplever ingen fremdrift i de udvalg, vi er medlem af. 
Samtidig er debatten om atomkraft jo oppe og vende igen, også med de små såkaldte modulære anlæg, som flere danske firmaer er involveret i. Hvad skal der ske med affaldet fra de anlæg?
Det er ikke ansvarligt at diskutere atomkraft i Danmark uden først at tage stilling til affaldet. Og det er endnu ikke lykkes efter 23 år”, siger borgmesteren.

Historien om Forsøgsstation Risø

Den tidligere Forsøgsstation Risø (i dag DTU Risø Campus) har i perioden 1957-2001 drevet tre forsøgsreaktorer. 

I 1985 besluttede Folketinget dog, at kernekraft ikke skulle indgå i energiplanlægningen i Danmark.

Som konsekvens heraf vedtog Folketinget i 2003, at de radioaktive anlæg på Risø skulle afvikles, så arealerne kunne frigives senest i 2023. 

I 2011 blev udvalgt 6 ud af 22 undersøgte lokaliteter, som kunne anvendes til et potentielt slutdepot. Risø var ikke blandt de 6 udvalgte lokaliteter, da det vurderes at være uegnet til opbevaring af radioaktivt materiale. 

I 2015 gennemført Rambølls en vurdering af Risø-områdets egnethed som mellemlager – ikke slutlager, som allerede var undersøgt. Konklusion er, at ”Risø halvøen ikke opfylder beslutningsgrundlagets kriterier vedr. terrænoverflade, klima og havstigninger for egnede lokaliteter til et mellemlager.”

På trods af dette vedtog folketinget i 2018 at udskyde tidshorisonten med 50 år, så et slutdepot for radioaktivt affald skulle være etableret og taget i brug senest 2073. 

For at tage hånd om det affald, som indtil da skal opbevares på Risø, blev det samtidig besluttet at opgradere den midlertidige lagerfacilitet på Risø – mellemlageret - så affaldet kan opbevares forsvarligt frem til, at slutdepotet er etableret.   

Siden da har byrådet i Roskilde Kommune gentagne gange bedt skiftene ministre om at prioritere en afklaring af placering af et slutdepot for radioaktivt affald.

Kommunen oplever ingen fremdrift i planlægning eller udførelse af de nødvendige forundersøgelser, som skal afklare, hvor et varigt slutdepot for radioaktivt affald bedst kan placeres. 

Senest besøgte minister Torsten Schack Pedersen i marts 2025 Dansk Dekommissionering på Risø sammen med Roskildes borgmester Tomas Breddam til en fælles besigtigelse af mellemdepotet for radioaktivt affald. 

Krav fra Roskilde Kommune til det videre forløb

Slutdeponeringen skal ske er sted, så der opnås størst mulig sikkerhed for mennesker og miljø i forhold til stråling, spredning og direkte kontakt med materialet indtil der er ske henfald til ufarligt radioaktivt niveau.

Eksport af 233 kg særligt radioaktivt affald kan ske til et aktivt oparbejdningsanlæg i andre lande som en del af løsningen.

Der skal ikke tilføres yderligere radioaktivt affald til mellemlagring på Risø end det der stammer fra dekommissioneringen af de tidligere atomare anlæg på Risø og fra hospitaler, universiteter og allerede kendte industrikilder (maksimalt 4 m3/år).

Der skal ikke tilføres radioaktivt affald fra små modulære reaktorer, hverken i forbindelse med test, forskning eller anden energiproduktion. Her bør der findes en anden affaldsvej i statslig regi.

#ALLE TIDERS ROSKILDE