Hestetorvet bliver grønnere og mere hyggeligt

Hestetorvet skal være meget hyggeligere at opholde sig på. Det sker med mere grønt, flere bænke og afskærmning mod trafikken på Jernbanegade.

Nyhed

Fredag den 15. august var der 1. spadestik til arbejdet med at forny Hestetorv med flere træer, større grønne arealer og opholdsmuligheder. 

Det er især området ud mod Jernbanegade, der får bede med træer og buske. Der kommer også en lang bænk og ”trappetrin” til at sidde på. 

Det første stykke af Algade – langs SuperBrugsen – får grønne bede med samme type planter som på torvet.

Det skaber nye zoner i Algade, som indrammer cykelparkeringen og giver nye steder til at sidde og tage et hvil.

Ca. to tredjedele af torvets eksisterende belægning bevares, som den er, så torvet stadig kan bruges til forskellige begivenheder.

I en senere fase er der planer om at bearbejde området ved kirkegårdsmuren.

Granitbelægningen, som fjernes fra Hestetorvet, genbruges på Algade.

Arbejdet udføres i etaper og vil forløbe frem til sommeren 2026.

Middelalderens markedsplads

Hestetorvet har været igennem mange forvandlinger i årenes løb.

Torvet startede som middelalderens markedsplads – faktisk mener historikerne, at hestetorvene i Ribe, Roskilde og Odense er landets ældste.

Det blev stationstorv i 1847 og fik overdækning i 1958 med parkering og tankstation.

Garagerne forsvandt i 1994 og krukkerne blev stillet op i 1998 ved 1.000 års jubilæet for Roskilde.

Nu bliver der skabt et grønnere og mere indbydende byrum - sammen med et løft af Sortebrødre Passage og det første stykke af Algade.

Det sker for at styrke Roskilde som en levende handelsby og et kulturelt centrum.

#ALLE TIDERS ROSKILDE