
117.478 ting har skiftet hænder på et år
Det direkte genbrug på genbrugspladserne, som åbnede i august 2024, har været en langt større succes, end ARGO havde regnet med.
Nyhed
Siden åbningen og et år frem har minimum 117.478 ting skiftet hænder.
ARGO har i løbet af det første år haft nogle udfordringer ved teltene til direkte genbrug, som de vil arbejde på at få løst.
Der er bl.a. ikke alle, der husker at registrere de ting, de tager. ARGO har derfor kigget på en løsning med AI-overvågning af hylderne, som de vil arbejde videre med at teste.
Det er heller ikke alle borgere, der hjælper med at rydde op. Det skal en ændret bemanding og skiltning prøve at råde bod på.
Ellers lyder opfordringen til alle, der bruger tilbuddet: Vær med til at holde orden, så det er nemt både at aflevere og finde genbrugsguldet.
Systemet i genbrugsteltet er simpelt:
Du kan give eller tage alt fra brugte byggematerialer, møbler og boligting til køkkengrej, elektronik og legetøj. Gratis.
Teltene findes på genbrugspladsen i Jyllinge, Roskilde og Viby.
Butikken Gensalg på genbrugspladsen i Roskilde er der fortsat.
Gensalg er en virksomhed, som ikke har til formål at generere økonomisk overskud. Gensalg beskæftiger mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Ud over at sælge ting, giver Gensalg også varer til humanitære organisationer og uddannelsessteder.