Ansøgning om indgåelse af kulturelle driftsaftaler
Roskilde Kommune støtter udvalgte foreninger med kulturelle aktiviteter med et driftstilskud. Målet er at fremme og støtte kunst, musik, teater, litteratur og historie i stærke og forpligtende fællesskaber.
Formålet med kulturelle driftsaftaler:
- At understøtte et rigt kulturliv i Roskilde Kommune
- At understøtte et bredt kulturudbud, der tager højde for både tradition og kulturarv, samt er aktuelt og nyskabende
- At understøtte stærke, åbne og levedygtige kulturelle foreninger, så alle borgere har de bedste muligheder for at opleve kultur og indgå i meningsfulde fællesskaber omkring kulturelle aktiviteter
- At understøtte foreninger i at bidrage til Roskilde Kommunes vision ”Velfærd skaber vi sammen” og Roskilde Kommunes Kultur- og Idrætspolitik ”Det aktive liv”
Krav:
- Ansøger skal være organisteret som almennyttig forening (ikke nødvendigvis en folkeoplysende forening) med CVR nummer og forenings MitID tilknyttet
- Foreningen skal være hjemmehørende i Roskilde Kommune
- Aktiviteten skal primært foregå i Roskilde Kommune
- Foreningen skal udbyde kulturelle aktiviteter og/eller arrangementer som hovedaktivitet
Tildeling af en kulturel driftsaftale 1. januar 2026 – 31. december 2028 sker med udgangspunkt i kriterierne (det er ikke et krav at leve op til alle kriterier):
- Foreningen understøtter kulturel dannelse
- Foreningen samarbejder med andre aktører (institutioner, foreninger, kunstnere eller lignende)
- Foreningen understøtter den enkeltes udvikling på det kulturelle område
- Foreningen arbejder for et stærkt foreningsfællesskab
- Foreningen har fokus på at nedbryde barrierer og nå ud til nye målgrupper eller borgere, der ikke allerede deltager i kulturlivet
- Foreningen tilbyder åbne arrangementer, der ikke kræver medlemskab
- Foreningen er synlig i lokalsamfundet
- Foreningen fremmer trivsel for borgere i Roskilde Kommune
Der er ansøgningsfrist 1. april 2025 kl. 12.00.
Baggrund:
Kultur og Idrætsudvalget ønsker at skabe transparens og lige adgang for foreninger i forhold til at opnå en 3-årig kulturel driftsaftale med Roskilde Kommune.
Derfor er der åben ansøgningsproces for de foreninger, der ønsker at søge om kulturel driftstilskud.
For at komme i betragtning til indgåelse af kulturel driftstilskud, er der nogle krav og kriterier, foreningen skal leve op til.
Dog er det vigtigt at vide, at det ikke er nødvendigt at leve op til samtlige kriterier.
Måske er der nogle, der giver bedre mening for jer som forening end andre. I så fald er det dem, I vælger at fokusere på.