Når du går ud af 9. klasse, kan du vælge at gå videre på en gymnasial uddannelse, en erhvervsuddannelse eller den forberedende grunduddannelse. Du kan også tage 10. klasse, eller du kan vælge at arbejde. Endelig kan du også vælge at tage 8., 9. eller 10. klasse på en efterskole.
Uanset hvad du vælger, så er der mange ting at overveje inden. Giv dig derfor god tid til at undersøge tingene grundigt ved fx at læse på UddannelsesGuiden, besøge skoler og snakke med din uddannelsesvejleder, din familie og dine venner.
Få hjælp i Uddannelsesvejledningen
Går du i skole, eller er du under 25 år og uden en ungdomsuddannelse? Så kan du få vejledning om ungdomsuddannelserne og om de forskellige erhvervsmuligheder i Uddannelsesvejledningen i kommunens ungeindsats (KUI). Går du i 7. – 10. klasse, vil du møde Uddannelsesvejledningen ude på din egen skole, hvor vi vejleder i klasserne og tilbyder andre former for uddannelsesaktiviteter, herunder brobygning og introkurser.
Er du ikke uddannelsesparat, kan du også få individuel hjælp til at finde ud af, hvordan du kommer videre.
Er du under 25 år og uden en afsluttet ungdomsuddannelse eller uden job, er du også velkommen til at tale med vejlederne.
Hvis du går i 7., 8. eller 9. klasse
Hvis du går i 7., 8. eller 9. klasse, så vil Uddannelsesvejledningen stå for undervisningen i Uddannelse og Job.
Hvis du går i 10. klasse
Hvis du går i 10. klasse i TiendeKlasseCenter i Roskilde, så vil du blive tilbudt uddannelsesvejledning, uanset om du er uddannelsesparat eller ikke-uddannelsesparat. Hvis du har det meget svært med komme videre, så kan Roskilde kommune sammen med Uddannelsesvejledningen sørge for, at du får en såkaldt co-pilot. Co-piloten hjælper dig med at komme godt i gang med din ungdomsuddannelse og støtter dig i overgangen til den.
Gruppevejledning og uddannelsesmesse
Der er også gruppevejledningsforløb, som du kan deltage i, hvis du går i 9. eller 10. klasse. Endelig arrangerer Uddannelsesvejledningen hvert år den første tirsdag i november en uddannelsesmesse, som hedder ”Fokus på Uddannelse” og er for dig og dine forældre.