Seniorjob

Du kan komme i seniorjob, hvis du er ledig, har mistet din dagpengeret og er efterlønsberettiget.

Hvem kan få et seniorjob?

Et seniorjob er en ansættelse for ledige i Roskilde Kommune, der mister deres dagpengeret og som er efterlønsberettigede.

Du er i målgruppen for seniorjob, når:

  • Du er ledig 
  • Du er medlem af en a-kasse 
  • Du betaler efterlønsbidrag 
  • Du kan gå på efterløn om højst 5 år eller er omfattet af den særlige overgangsordning 
  • Du opfylder de krav, der stilles for at kunne gå på efterløn, når din efterlønsalder nås

Sådan søger du et seniorjob

Du skal sende en ansøgning til jobklare@roskilde.dk tidligst tre måneder, inden du stopper med at få dagpenge, og senest to måneder efter, at du er stoppet med at få dagpenge.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Din ansøgning om et seniorjob skal indeholde:

  • Dokumentation fra a-kassen for, hvilken dato din dagpengeret ophører
  • Dokumentation for, hvilken dato du kan overgå til efterløn
  • Dokumentation for, om du er fuld- eller deltidsforsikret i a-kassen
  • Et opdateret CV og en ansøgning

Skriv gerne, hvilke områder, du er interesseret i at arbejde i, i din ansøgning. Vi kan dog ikke garantere at kunne indfri dine ønsker til et givent seniorjob.

Den nødvendige dokumentation kan du få fra din a-kasse. Den følger som udgangspunkt det orienteringsbrev, du får fra din a-kasse. Ellers kan du bede din a-kasse om at sende oplysningerne til dig, så du kan sende dem sammen med din ansøgning om seniorjob.

Roskilde Kommune har fra modtagelsen af ansøgningen (dog tidligst fra dagpengeophør) to måneder til at finde en stilling.

Når vi modtager din ansøgning

Kommunens HR-afdeling registrerer og kvitterer for din ansøgning. Hvis der mangler information eller dokumentation, kontakter vi dig.

HR vurderer, om din ansøgning og erfaring peger i retning af en ansættelse på et særligt område. Hvis det er tilfældet, tager HR kontakt til de relevante ledere på området, og du bliver sat i kontakt med lederen på det pågældende sted.

Vi forsøger så vidt muligt at matche dine jobønsker. Hvis det ikke er muligt, bliver du tilbudt en stilling, hvor du kan blive tilbudt opgaver, du vil kunne bestride.

Hvis du er berettiget til et seniorjob på 37 timer, bliver du tilbudt det. Men hvis du ønsker at arbejde færre timer, kan det også imødekommes.

#ALLE TIDERS ROSKILDE