Udforsk og oplev Roskildes museer sammen i vinterferien

Roskilde er rig på historie og kultur og byder på en enestående samling af museer, der venter på at blive udforsket. Og vinterferien er en oplagt anledning

Roskildes museer byder på noget for enhver smag og lyst. Til historieentusiasten, til kunstelskeren, til dig, der vil udfordre sanserne.

Oplev virtuelle universer i dunkle grotter. Tusind år gamle skibe, der atter ser dagens lys. Domkirkemursten med aftryk af hundepoter. Eller dyk ned i historien om dengang Radio Luxembourg udfordrede blandt andet Danmarks Radio ved at spille pop- og rockmusik finansieret af reklamer.

Her er fire bud på rejser gennem tid og kultur, hvor fortiden møder nutiden og nutiden møder fremtiden. Udforsk sammen med familien og vennerne, og skab fælles minder i Roskildes vidunderlige museer.

Museet for Samtidskunst 

Platon og Kanariefuglen sender dig ind i Oona Libens sanselige og virtuelle univers i en dunkel grotte, hvor lyden af fuglekvidder runger i mørket.

Her kan du – gennem din mobil – gå på opdagelse og udforske skyggen af en sky, hvis form konstant ændrer sig. Puster du i din mobil, vil skyen reagere.

Værket minder os om, hvordan den digitale verden gradvist smelter sammen med den virkelige. (Foto: Oona Libens af Wannes Cré) 

Oplev Oona Libens sanselige univers

Vikingeskibsmuseet

Se marinarkæologerne arbejde med de nye skibsfund i Marinarkæologernes Værksted. Havet har skjult skibene i århundreder – nu ser de igen dagens lys.

Få fingre i fundene: særlige ferie- og weekend-workshops for børn.
Se udstillingen ’Opslugt af Havet’ om skibsfundene alle dage.

Besøg marinarkæologernes værksted

Roskilde Domkirke

Tag familien med på besøg hos Danmarks kongefamilie. Blandt engle, drager, rustninger og sværd kan I møde konger og dronninger samt prinser og prinsesser, blandt andet Margrete 1. som samlede Sverige, Danmark og Norge.

Prøv at tælle alle de kongekroner og dødningehoveder I kan finde, eller gå på opdagelse i de mange flotte og spændende kirkerum for at finde mursten med aftryk fra hundepoter.

Prøv også en af vores skattejagter for hele familien, hvor I sammen skal finde Domkirkens skatte.

Tæl kongekroner og dødningehoveder

Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK

Oplev den nye spotudstilling LYT. LIKE. DEL. og gå sammen på opdagelse i unges musikvaner før og nu. Bliv klogere på, hvordan unge i dag navigerer i en jungle af algoritmer i deres søgen efter næste yndlingsnummer, og tag med på en tur gennem den teknologiske udvikling - fra Radio Luxembourg til TikTok.

På rockmuseet kan I også træde ind TV2s lydstudie, hvor ”verdens lykkeligste band” formede nogle af deres største hits, eller komme helt tæt på Natasjas håndskrevne noter til ”Giv mig Danmark tilbage”.

Tag en slapper på museets gigantiske, roterende pladespiller, og se, lyt og dans jer gennem syv årtiers pop- og rockhistorie. Når der er brug for en pause, står Cafe RAGNAROCK klar med lækre retter til både den store og lille sult.

Følg historien fra Radio Luxembourg til TikTok