Plads til vilde dyr og planter i byernes parker

Græsset får lov at vokse lidt højere, dødt træ bliver liggende på jorden, og vilde urter hilses velkommen, når Roskilde Kommune øger biodiversiteten i byernes parker.

Roskilde Kommune arbejder for en øget biodiversitet – både på landet og i byerne. Dele af kommunens landbrugsarealer skal omlægges til natur, der skal opkøbes arealer til ny natur og skov, og samtidig skal plante- og dyrelivet have bedre plads i byerne. Forandringerne er i gang, og i den forbindelse er der blevet udført et målrettet kortlægningsarbejde på fem af kommunens grønne områder.  

De fem områder er indbyrdes meget forskellige, også på deres naturindhold, og ligger spredt i kommunen. Nogle – som Helligkorsparken i Jyllinge – er gamle, grønne områder. Andre, for eksempel 1000-års Skoven i bydelen Trekroner – er kommet til inden for de senere år.

Natur360 har udarbejdet rapporter for hvert af områderne. Her er arter talt op og de forskellige naturtyper kortlagt.

Af sjældne arter, fandt man bl.a. den kritisk truede art dråbehvepsebi. Det indsamlede individ fra Kildemosen er så sjældent, at det skal indgå i Statens Naturhistoriske Museums samling. I Helligkorsparken er der fundet finpunkteret smalbi, der har rødlistestatus næsten truet.    

Rapporterne indeholder desuden forslag til naturpleje, der skal skabe nye og forbedre eksisterende levesteder, for de forskellige fundne dyr og planter, og samlet set styrke den biologiske mangfoldighed i parkerne. 

  • Links til rapporterne for hver af de fem områder findes i bunden af artiklen. Læs bl.a. om de arter der er fundet på områderne, områdernes særlige historie, eller find inspiration til naturpleje.

 

Ifølge Mette Jessen, som er landskabsarkitekt i Roskilde kommune, har rapporterne også bidraget til at udvide kommunens palet af måder at tilgå og arbejde med natur og biodiversitet i byernes grønne arealer.  

“De fleste arter i områderne er helt almindelige. Men nogle steder er der sjældne planter eller insekter. For de fleste af kommunens borgere er det ikke så afgørende, om arterne er sjældne eller ej. Det er deres oplevelse af naturen, der er det vigtigste, og vi har fået bekræftet, at der er naturindhold at arbejde videre med og gode råd til, hvordan vi gør det.” - Mette Jessen, landskabsarkitekt

Nogle af rådene for naturplejen går igen for hvert naturområde, hvor forskellige de end er.

Her er nogle af rådene:

  • At lade være med at slå græsset mellem juni og september. På den måde får de blomstrende urter mulighed for at smide frøene. Og så skal førnen, altså det visnede eller klippede lag, fjernes for ikke at tilføre flere næringsstoffer. For mange næringsstoffer er generelt et problem i den danske natur. 
  • At lade dødt træ ligge, fordi det giver liv og opholdssteder til andre arter.
  • At lade mindre områder være helt uden vegetation på varme skråninger, så for eksempel jordbier kan lave boliger.
  • At bruge afbrænding som en måde at komme af med førnen og skabe nyt liv på. 

Det er dog ikke alt, der er lige oplagt som indsats alle steder. Som kommune er der flere hensyn end biodiversiteten at tage. En park skal også rumme mange funktioner, som boldspil, picnic og koncerter.

Men en bedre biodiversitet i byerne betyder ikke desto mindre, at vi skal vænne os til at parker ikke længere står med velfriserede plæner, og at skovpartier fremstår mere rodede med grene efterladt i skovbunden. Formidling af de tiltag, der føres ud i livet i parkerne, er derfor også afgørende, så lokale beboere og brugere tages med på rejsen.

Kilde: Foreningen Vild Med Vilje

Læs beskrivelserne af de 5 parker og arterne der bor der:

Kontakt Veje og Grønne områder

Rådhusbuen 1
4000 Roskilde

Mandag - fredag 

9.00 - 14.00

Du kan forvente svar inden for 10 hverdage.